Herning City Hotel - Skønt byhotel ved gågaden i Herning - tæt på MCH Messecenter og byens golfbane
Midt i Hernings centrum og lige på hjørnet af den topmoderne gågade ligger Herning City Hotel. Beliggenheden er perfekt for et city break, hvor du er i gåafstand til byens mange restauranter, kulturinstitutioner og gode oplevelser samt kun en kort køretur fra byens golfbane.
Herning er også kendt for sine fine kunstmuseer. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, hvis bygninger er en attraktion i sig selv, og kunstmuseet HEART (Herning Museum of Contemporary Art), hvor du kan opleve samtidskunst i verdensklasse i en helt unik bygning, ligger begge i "den hvide by" Birk lige øst for Herning. Her finder du også Skulpturparken og det labyrintiske landskab De Geometriske Haver med de op til 8 m høje hække, der danner ni forskellige geometriske figurer.
Der har været drevet hotel på hjørnet af Bredgade og Skolegade i Herning siden 1896. Dengang hed hotellet Herning Missionshotel, og det var i to etager med tilhørende rejsestald. Siden fik hotellet vokseværk, der blev bygget to etager ovenpå, og rejsestalden var der ikke længere brug for. I 1990'erne var tiden løbet fra missionshotellerne, og hotellet blev derfor omdannet til et moderne garni-hotel med værelser og morgenmadsrestaurant, hvor den personlige service er i højsædet.
Værelser
I 2016 blev alle hotellets 52 værelser renoveret. Samtlige værelser fremstår nu lyse, rummelige og meget komfortable med nyt møblement og naturligvis med eget bad og toilet samt telefon, radio, fladskærms-TV og trådløst internet. Der er elevator til alle etager, og i hotellets elegante reception findes tre specialindrettede nicher, hvor du har mulighed for at benytte telefon og computer med internetadgang. Herning City Hotel råder desuden over en lille hyggelig bar, hvor du eksempelvis kan nyde en godnatdrink, inden du går til ro i de behagelige senge.
Herning City Hotel har egen parkeringsplads, hvor hotellets gæster parkerer gratis, og hvis du kommer med toget til Herning, er der kun et par hundrede meter til fods fra stationen. Foretrækker du at flyve, kører lufthavnstaxaen direkte fra hotellet til Midtjyllands Lufthavn 65 minutter før flyafgang.
Fra hotellet er der kun 400 meter til Herning Kongrescenter. Afstanden til Messecenter Herning og Jyske Bank BOXEN er ca. 3 km. Både Herning Kongrescenter og Jyske Bank BOXEN byder på store oplevelser med koncerter, ballet, teater og shows, der tiltrækker besøgende fra store dele af Jylland.
Herning City Hotel faciliteter