Hotel Hedegaarden er et rigtigt familiehotel. Det blev bygget i 1968, men i 1984 overtog Britt og Poul Jørgensen det, og de ejer det i dag sammen med deres to døtre Rikke og Marianne. Rikke er uddannet indenfor administration og økonomi, mens Marianne er kok og gift med hotellets køkkenchef Tom Thomsen. Familien har gennem årene foretaget flere større renoveringer, så ingen i dag kan se, at de ældste dele af hotellet faktisk er over 40 år gamle.
Hotellet ligger så at sige på toppen af Vejle i byens nordlige udkant. Både på nordsiden og sydsiden af Vejle Fjord indbyder de skovklædte bakker til rekreation og naturoplevelser, og langs fjorden er der masser af gode gåture og mulighed for en dukkert i bølgerne. Kun ti minutter fra hotellet findes en stor dyrehave med dådyr og sikahjorte, og ved siden af ligger Skyttehushaven, hvor der er et smukt parkanlæg og en legeplads til børnene. I Vejle by er der både hyggelige gågader, varehuse og et stort indendørs shoppingcenter.
Restaurant
Køkkenchef Tom Thomsen har arbejdet i Japan, USA, Mellemøsten, Asien, Frankrig og London og betegner sig selv som en troende fusionskok, der tror på balance og harmoni i smagssammensætning, selvom en del af hans hjerte dog også ligger i den traditionelle franske kogekunst. Hvis man skal beskrive hans innovative gastronomi, må det blive med ordene "French with an Asian twist". Hotellets værdigrundlag hedder økologi, dyrevelfærd og fair trade, og køkkenchefen er i øvrigt overbevist om, at respekt og forståelse for gode sæsonråvarer giver det optimale resultat.
Værelser
Hotel Hedegaarden har 75 værelser, som alle er moderne indrettet med arbejdsplads, fladskærm, gratis filmkanaler, bad, toilet, føntørrer, buksepresse, telefon og gratis trådløst internet.
Kunstinteresserede vil bemærke, at der over hele hotellet hænger malerier af den autodidakte maler og provokatør Per Dahl. Hotel Hedegaarden har 10 konferencelokaler, og selskabslokalerne har en samlet kapacitet på 350 personer, heraf 225 i samme lokale.
Golfbaner
Et ophold hos os på Hotel Hedegaarden giver dig de perfekte rammer for din næste golfferie. Hotellet er nemlig placeret, så du har 3 af landets bedste golfbaner inden for en halv times kørsel. Spil på Vejle Golf Club, Kellers Park Golf Club eller Jelling Golfklub.
Der er altså lagt op til golfspil i alle sværhedsgrader med udfordringer for både de garvede og mindre erfarne spillere.
Hotel Hedegaard faciliteter