Danske golfophold - Benniksgård

Trods skiftende ejere af golfbanen hænger Benniksgaard Golf Klub stadig tæt sammen med Benniksgaard Hotel, hvor man mærker historiens vingesus med det tyske naboskab ved Flensborg Fjord

Hvis man til et golfophold i Danmark stiller krav om god golf og et hyggeligt hotelophold krydret med spændende geografi og historiens vingesus, er Benniksgaard Hotel i Rinkenæs ved Gråsten et godt valg.

Historien om Benniksgaard golf og hotel hænger tæt sammen med familien Friis, der holdt sit indtog på stedet, da Knud Friis sammen med hustruen Ebba i 1947 blev bestyrerpar på gården og senere ejer af stedet i 1951.

Som landbrugsgård kan stedet føres helt tilbage til 1393 og Bennick-slægten, der drev landbrug her gennem 400 år. Efter det danske nederlag til tyskerne i 1864 var stedet på tyske hænder frem til Genforeningen i 1920.

Da arbejdet med at etablere golfbanen på stedet blev indledt for mere end 20 år siden, stødte gravemaskinerne på endnu mere historie, så arbejdet måtte indstilles, mens arkæologerne gravede sig igennem oldtidsfund med runddysser, langdysser og en jættestue, der kan føres 5.500 år tilbage i tiden.

Riis-slægtens sted

I den nyere historie er det først og fremmest Knud Riis’ søn, Mads Friis, der har præget stedet. Både når det gælder golfbanen og gårdens nuværende funktion som et spændende golfhotel i historiske omgivelser og en fantastisk beliggenhed med udsigt til Flensborg Fjord.

I 1977 overtog Mads Friis og hustruen Ingeborg fødehjemmet, og 20 år senere tog den nye generation initiativ til at omdanne landbrugsejendommen til en golfbane. Det skete næsten simultant med etableringen af de første 11 hotelværelser, der stod klar til at huse gæsterne i 2.000.

Siden har hoteldriften været under konstant udvikling, så Benniksgaard Hotel i dag består af to restauranter og samlet set 69 værelser i separate bygninger inklusive ferielejligheder. I 2016 kom en ny gårdbutik til på stedet, mens golfklubben med proshop og restaurant er en integreret del af hotelvirksomheden.

I hotellet er der restauranterne Pejsestuen og Panorama Restauranten, hvor der hentes inspiration fra det sønderjyske køkken med ingredienser fra de omkringliggende gårdbutikker og producenter. Der kan vælges mellem buffet og a la carte. En af stedets specialiteter er en wienerschnitzel, der absolut kan anbefales.

Initiativ til golf

Historien om golf på Benniksgaard begyndte i 1997, da Mads Friis tog initiativ til en stiftende generalforsamling i Benniksgaard Golf Klub. Her deltog 107 af de 153 personer, der havde betalt indskud. Mads Friis var også hovedaktionær i det selskab, der havde igangsat anlægsarbejdet med en golfbane.

Den århusianske golfbanedesigner, Michael Traasdal Møller, fik overdraget opgaven at tegne golfbanen på det smukt beliggende areal mellem Rinkenæs og Flensborg Fjord – med Superfos Construction A/S som entreprenør.

Endelig den 16. maj 1998 kunne Mads Friis og klubbens nye bestyrelse med Jens Thomsen som den første formand åbne banen med hjælp fra den golfglade Dronning Ingrid, der i øvrigt døde to år senere i 2000.

Foruden at være nabo, når hun ofte boede på Gråsten Slot, var dronningen kendt for sin store golfinteresse, der også kom til udtryk med aktivt spil på banerne i både Himmerland og Nordvestjysk i Thy, når Kong Frederik IX og dronningen om sommeren opholdt sig på den kongelige jagtejendom i Trend ved Limfjorden.

Flere ejerskifter

Benniksgaard-banen har været igennem flere ejerskifter, siden Mads Friis var hovedaktionær i de første år fra 1997 til 2003, da Fleggaard-koncernen gik ind på markedet og overtog aktiemajoriteten.

Det blev dog kun til fire års Fleggaard-ejerskab, før banen i 2007 blev overtaget af Whole in One-gruppen, der bl.a. havde den tidligere Europatour-spiller Steen Tinning i ejerkredsen som formand for selskabet Golf Management A/S.

Efter en konkurs i 2011 var det den sønderjyske forretningsmand, Jens Enemark, der overtog golfbanen og indledte et større oprydningsarbejde for at strømline forretningen.

Det arbejde stod på, indtil Jens Enemark i 2018 ønskede at afhænde golfbanen, der blev tilbudt klubbens medlemmer – og solgt for 12,8 mio. kr. til klubben for bane, maskine og greenkeepergård, mens klubhusdelen med proshop, restaurant, kontorer og mødelokaler blev overtaget af Mads Friis for 3,6 mio. kr.

Når Jens Enemark ønskede at sælge til en klub med 600 medlemmer, skyldtes det bl.a., at han som kommerciel ejer ikke havde samme mulighed for fritagelse af ejendomsskat, der ikke pålægges golfklubber som ejere af golfbaner.

Kuperet bane

Den geografisk smukke beliggenhed ned til Flensborg Fjord er allerede nævnt. Men topografien betyder også et meget bakket landskab, der naturligt resulterer i en pæn højdeforskel mellem hullerne tættest på klubhuset og hullerne tættest på fjorden. For svagt gående vil det være en klar fordel med en buggy.

Teknisk set er banen absolut i orden med gode fairways og greens, så intet tyder på, at der er slækket på banens kvalitet, siden klubbens 600-700 medlemmer overtog banen med både økonomisk og vedligeholdelsesmæssigt ansvar.

Banens par er 72 fordelt meget traditionelt med to par 3-huller og to par 5-huller på både for- og bag-ni. Da banen kun er godt 20 år gammel, er der også blevet plads til decideret backtee, om end længden som sådan er på beskedne 5.981 meter.

Men som mellemhandicapper skal man vælge at spille den fra gul tee på 5.553 meter, mens de to sidste teesteder er på 5.033 og 4.678 meter. For alle teesteder gælder, at banen er længst på bag-ni.

En blød start

Med et kort par 3-hul på kun 112 meter (gul) lidt ned ad bakke er det en meget blød start, der dog opvejes allerede på andet hul par 4 på 357 meter, hvor man første gang har direkte udsigt til vandspejlet i Flensborg Fjord.

Her som et par andre steder på banen kan der herske forvirring om vejen til næste teested, når man spiller banen første gang. Skiltningen kan og bør absolut forbedres.

Par 4-hullet 3 er et kort hul på beskedne 240 meter, men også et spændende hul, hvor der slås ud over en slugt og spilles stejlt op ad bakke til en svær green. En dal er også i spil på det første par 5-hul 4 på 439 meter, hvor det blinde indspil op ad bakke er med til at øger sværhedsgraden.

Efter et simpelt par 3-hul 5 melder et af banens absolut sværeste huller sig. Par 5-hullet 6 med et højre dogleg, en kuperet fairway og et vandløb på tværs i indspillet til en svær green er ikke urimeligt forsynet med handicapnøgle 1.

Det efterfølgende par 4-hul på beskedne 308 meter dogleg højre har måske banens sværeste indspil med både tværgående vand og en sø foran green – og ’no go’ bag green. De to sidste huller på for-ni er mere ’normale,’ om end det går stejlt op ad til green på hul 8.

Flot signaturhul

De sidste ni huller indledes med to næsten ens par 4-huller i forlængelse af hinanden ned mod Flensborg Fjord og begge med out of bounds hele vejen i venstre side. Bedste udsigt til fjorden får man på par 3-hullet 12 på 138 meter, der godt kan gøre krav på betegnelsen signaturhul.

Til gengæld er det efterfølgende par 4-hul på 316 meter langs med fjorden absolut banens dårligste golfhul af den simple grad, at sværhedsgraden i andet slaget til green er alt for stor for almindelige klubgolfere! Korridoren er ganske enkelt for smal. Dertil kommer et blindt udslag over en bakke ned mod en mose.

Et tværgående vandløb er i spil på de to efterfølgende huller, det længste par 3-hul 14 på 146 meter og par 4-hullet 15 dogleg venstre op ad bakke.

Par 4-hullet 16 på kun 275 meter er et af banens smukkeste og bedste huller med et dogleg højre indspil over en sø til en godt beskyttet green.

Tid til reflektion

På par 5-hullet 17 på 476 meter deler hvid (backtee) og gul et højt beliggende teested med ryggen til Flensborg Fjord. Teestedet bruges i øvrigt også til backtee på par 3-hullet 14, der spilles som en stor udfordring på 205 meter ud over ufremkommeligt terræn.

Det flot beliggende teested på hul 17 er en god anledning til at stoppe op, nyde naturen og eventuelt sætte sig på bænken og reflektere over en god golfoplevelse, før det svære udslag som begyndelsen til at tackle banens to sidste huller – begge par 5-huller, der fører direkte hjem til klubhuset og de efterfølgende gode oplevelser med afslapning, mad og drikke på et af Danmarks hyggeligste golfresorts.

Læs mere om Benniksgaard Golf & Hotel


Historien er leveret af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”