Lad mig starte med en tilståelse. Jeg var tidligere af den opfattelse, at navnet Gut Apeldör var afledt af apfel – det tyske ord for æble.
Det syntes nærliggende, når danskernes populæreste golfresort i Tyskland lader et rødt æble indgå i logoet samtidig med, at 18 hullers-banen på stedet er døbt Big Apple!
Men sådan hænger tingene faktisk ikke sammen. En lidt grundigere research har nemlig vist, at Apeldör er det plattyske udtryk for ’åben dør’.
Med 50 pct. danskere blandt greenfeegæsterne er Gut Apeldör-resortet i Hennstedt ikke langt fra den hyggelige by Friedrichstadt blevet danskernes foretrukne golfresort i Tyskland.
-Hvert år videreformidler vi 25.000 gæster til tyske golfbaner, og med 1.000 af dem alene til Gut Apeldör er det klart en af topscorerne, siger Christian Mathiassen, der er partner i Nordic Golfers.
Naturen i Ditmarsken
Det populære golfresort ligger kun 80 kilometer fra den dansk-tyske grænse i det flade, men også smukke Ditmarsken, hvor de 27 golfhuller er flot integreret i det naturskønne landskab.
I 2006 opnåede Gut Apeldör en placering blandt de 50 bedste tyske baner i det tyske Golf Magazine og har siden haft høje placeringer på samme rangliste.
Når Gut Apeldör har opnået så stor popularitet i Danmark, skyldes det ikke kun den geografiske beliggenhed, men også muligheden for overnatning i hoteldelen med de 41 værelser, hvor man bor direkte på golfresortet.
Mange af værelserne har nærmest størrelse som lejligheder og er forsynet med alle moderne faciliteter – og med adgang til et wellness-område med gode muligheder for afslapning.
Den store restaurant med klubhusterrassen vendt mod søen mellem hul 10 og 18 på Big Apple-banen er et naturligt samlingspunkt for alle før og efter runden.
Teknisk høj kvalitet
Alle faciliteter på stedet er af høj standard, og ”danskerbanen” er teknisk set altid i orden med spændende og udfordrende features, om det gælder de kunstigt anlagte søer, bunkers eller den meget varierede beplantning på alle hullerne.
Big Apple er en meget afvekslende bane, hvor hullerne individuelt er meget forskellige, og kun et par af dem har et parallelt forløb. Skønt banen har fire teesteder, er den ikke overvældende lang fra backtee, der måler 6.002 meter.
Teestederne er utraditionelle i farverne med gul for mænds backtee og blå for mænds standardlængde. Kvindernes backtee er rød, mens standardlængden er orange.
Starten på banen er lovende med et svært par 4-hul på 366 meter (gul) og et indspil, hvor der skal tages hensyn til et strafområde i approachslaget. Flere steder er banen lidt tilgivende med bakker langs med fairways, der skråner den rigtige vej mod midten, men især fairway på par 4-hullet 3 er bølget som et vaskebræt.
Bedst som man har vænnet sig til et par flotte brede fairways på første og tredje hul, bliver man revet ud af vildfarelsen om en let bane på par 5-hullet 4, hvor fairway ikke er særlig bred, mens den doglegger lidt venstre i indspillet til green.
Genialt signaturhul
Par 3-hullet 8 er banens bedste par 3-hul, der kan spilles på flere forskellige forskellige måder afhængig af spillerens individuelle kvaliteter. Hullet er ikke særligt langt med 152 meter fra backtee, men hvis pinden står i højre side af green, skal bolden carry hele vejen over søen. Det klogeste slag er direkte mod, men kort af greenbunker og så acceptere et langt put, hvis pinden står yderlig.
Et 446 meter langt par 5-hul afslutter de første ni huller med et vanskeligt approach-slag til green på grund af en stor bunker placeret umiddelbart foran green.
Mens afslutningen på Big Apples første ni huller er gemt lidt væk på resortets bagside, ligger både begyndelsen og afslutningen på de sidste ni huller umiddelbart foran klubhuset og restaurant-terrassen. Som en nyskabelse har man bygget en bådebro lignende terrasse ud i søen og placeret et bord med plads til en halv snes gæster, der kan iagttage spillerne både i udslaget på hul 10 og i indspillet til green på hul 18.
Smukke parkbane-huller
Stilen som parkbane fortsætter også på bagni, hvor par 4-hullet 10 er kort (296 meter), men skal spilles med tungen lige i munden på grund af out of bounds i venstre side og søen i højre.
Par 5-hullet 11 på 443 meter og dogleg højre er et af banens absolut smukkeste med en sø i spil på sidste halvdel i venstre side.
De to par 3-huller 14 (155 meter) og 16 (188 meter) er blandt de sværeste huller på bagni, fordi green i begge tilfældet ligger over niveauet for teestedet.
Det bedste hul på bagni er par 5-hullet 17, hvor de sidste 150 meter spilles parallelt med en sø og med et vanskeligt indspil, så det drejer sig om at holde tungen lige i munden, mens køerne på engen til højre følger interesseret med.
Som det er tilfældet med hul 10, hører også par 4-hullet 18 til de visuelt smukkeste på banen, men man gør klogt i at lukke øjnene for søen i højre, lade som om den ikke eksisterer og så undgå en slice fra teestedet, mens en lille fade godt kan bruges i indspillet til green.
Få minutter efter kan man så sidde på klubhusterrassen med udsigt over de to smukke huller og fundere over, hvorfor det er så svært at slå de lige slag parallelt med en smuk sø, der i golfterminologi går under det mindre hyggelige begreb ’strafområde’.
Historien er leveret af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”
Nyhedsbrev