Ægteparret Helene og Tim Christensen og deres livsværk, La Grande Cure, er indbegrebet af en europæisk symbiose, som EU må kunne bruge i markedsføringen af det europæiske fælleskab, der binder unionen sammen.
Tim Christensen er dansker, født i Aabyhøj, opvokset i Luxembourg, uddannet i Schweiz og England og nu bosiddende i Belgien efter ophold i Sydafrika og Holland.
Helene Christensen er hollænder, født og opvokset i Alkmaar, uddannet i Schweiz og England og nu gift og samboende med Tim Christensen efter deres fælles ophold i Sydafrika og Holland.
Sammen ejer og driver det dansk-hollandske ægtepar hotellet La Grande Cure (Den store kur) i landsbyen Marcourt, som de købte i 1999 og siden udbyggede og restaurerede til et hyggeligt kurhotel med 22 værelser og en tilhørende nybygning med spa og wellness.
Læs mere om Hotel – La Grande Cure
Som inkarnerede golfspillere har ejerne af La Grande Cure skabt kontakt til og lavet aftaler med flere gode golfbaner i lokalområdet, eksempelvis Royal Ardenne, Five Nations Golf Club og Golf Blue Green Durbuy. Der er hele 15 golfbaner i nærområdet.
La Grande Cure har også et samarbejde med flere internationale rejsebureauer, men vil gerne være den lokalle katalysator for flere danske golfturister og danske golfrejsebureuer, fordi Belgien som golfdestination er forholdsvis ukendt for skandinaviske golfturister.
”Men her i dalen med Ourthe-floden har vi også meget andet at byde på end hotellet og golfbanerne., bl.a. gastronomi, ølsorter og chokolade – for slet ikke at tale om det årlige Formel 1-løb på Spa-banen, hvor man i år for første gang kunne opleve Kevin Magnussen i kamp,” siger Tim Christensen.
Det dansk-hollandske ægtepar med to skolesøgende piger har flere ansatte, men deler opgaverne imellem sig, så Tim Christensen står for både indkøbet og kokkeriet i køkkenet, mens Helene har fået ansvaret for receptionen og administrationen, lige som hun ofte assisterer med serveringen i restauranten.
Tim Christensen voksede op i Luxembourg, hvor hans far var tolk ved Europa Parlamentet. Ægteparret mødte hinanden på hotelskolen i Luzern i Schweiz, hvorefter de fortsatte til Manchester Universitet, hvor de tog en bachelorgad. Efter nogle måneders ophold i Sydafrika købte de en restaurant i Helenes fødeby Alkmaar.
Helene Christensen havde svært ved at glemme, at hun som 19-årig havde haft et sommerjob hos et ældre ægtepar, der drev det gamle Auberge La Grande Cure. Efter fem år med restauranten i Holland slog de til, da La Grande Cure blev sat til salg i 1999.
”Der var kun ni værelser på stedet, da vi overtog det, men efter et længere tilløb med at skaffe finansieringen gik vi igang med at udbygge og modernisere, så vi i dag råder over 22 værelser, gode restaurantlokaler og en helt nyindrettet spa- og wellness-afdeling,” siger Tim Christensen, der selvlært klarer sig fint på fire-fem forskellige sprog i det fransktalende Wallonien.
Af historiske årsager er The Royal Golf Club de Châuteau Royal d’Ardenne ganske enkelt en must-spille-bane. Banen regnes for Belgiens ældste og blev åbnet med de første ni huller helt tilbage i 1895 i forbindelse med Kong Leopold II’s byggeri af Castle d’Ardenne, der stod på fra 1874 til 1891.
Kong Leopold II var ikke nogen populær konge, især ikke i den Demokratiske Republik Congo, der dengang gik under navnet Belgisk Congo, fordi Kong Leopold blev tvunget til at afgive det til den belgiske trone.
Når det kunne lade sig gøre, skyldtes det, at Congo-fristaten for Kong Leopold var et privat projekt, hvor han hentede store værdier i gummi og elfenben gennem et umenneskeligt slaveri, der kostede millioner af afrikanere livet.
Området med Royal Ardenne-golfklubben tilhører stadig den kongelige familie og er i øvrigt på Unescos liste over kulturarv, hvilket betyder, at der ikke må ske væsentlige former for moderniseringer hverken på banen eller den slotslignende bygning Leopold Tower, der har fungeret som klubhus lige siden banens etablering.
Anden Verdenskrig var ikke nogen god tid for golfbanen, der i 1950 blev genopbygget med ni huller af baron Gaston Braun og nogle af hans venner. Siden blev der udvidet til 12 huller, mens banens nuværende udseende med 18 huller går tilbage til 1992.
Som klub har Royal Ardenne under 100 medlemmer, hvilket skyldes et meget stramt optagelseskriterium. Man kan ikke søge om medlemskab, men skal anbefales af et nuværende medlem, hvorefter tre andre skal sige god for det nye medlem.
Den procedure er Tim Christensen blevet tilbudt. Han takkede pænt nej og er i stedet blevet medlem af Golf Blue Green Durbuy. Men det gode samarbejde med Royal Ardenne betyder, at han er i stand til at skaffe gæster ind i de kongelige gemakker for 50 euro i greenfee mod normalt 69 euro som det højeste.
Med de få medlemmer og ikke særligt mange greenfeegæster føler man undertiden, at man er på slentretur i slotsparken med familien og vennerne. Sædvanligvis ville så få brugere i Danmark og andre steder betyde dårlig standard, men det er langt fra tilfældet her, hvor selv de mindste detaljer er i orden. For sæt nu den kongelige familie kom forbi for at spille banen, der helt sikkert er en drønende underskudsforretning. Men staten betaler.
Den myreflittige sydafrikanske majorvinder, Gary Player, har naturligvis også været på spil som banedesigner i Belgien, hvor han i et naturskønt område for foden af Ardennerne har skabt en fantastisk golfbane med højdeforskelle på op til 46 meter.
Navnet Five Nations Golf Club er ikke tilfældigt, men refererer til påstanden om, at man fra de højeste punkter i det meget åbne landskab i klart vejr kan se næsten 50 kilometer ud i horisonten og dermed også til fem forskellige lande – omend den påstand næppe står for en nærmere prøvelse.
Gary Player byggede banen i 1990 som en 18 hullers par 72-bane, hvor arkitekten har overgivet sig fuldt og helt til naturens præmisser, mens klubhus, restaurant og andre faciliteter er centreret i eller omkring den gamle herregård Chateau-Ferme de Grand Scley.
Five Nations er også med i bogen Top Golf Courses of The World i selskab med verdensberømte baner som Pebble Beach i Californien, St. Andrews i Skotland og Chantilly i Frankrig.
Banens mest spændende hul er par 3-hullet 13, der i længde ganske vist kun måler 101 meter fra gul tee. Men hullet ligger nede i en kløft, og der er så stejlt, at man på teestedet står 60 meter over hullet og skal helt hen til kanten for at få øje på flaget.
Golf Blue Green Durbuy kan ikke prale af Royal Ardennes historie eller Five Nations storhed. Til gengæld kan den bryste sig af at lægge navn til nogle af de smukkeste golfhuller i hele Belgien.
Banen har fået navn efter Durbuy, der i markedsføringen ynder at kalde sig selv for ”verdens mindste by.” Durbuy er faktisk et besøg værd med hygge og markedsstemning i det lille centrum tæt ved floden Ourthe, der skærer igennem byen og lægger masser af vand til turisternes kanosejlads.
Durbuy-banen er for de fleste golfspilleres vedkommende en udfordring for spillere, der kan holde tungen lige i munden og køllerne på det rigtige svingplan.
Det er en meget smuk skov- og parkbane, hvor oplevelsen af klaustrofobi på flere af skovhullerne forstærkes af fairways’ udformning som slugter, der suger boldene ind mod midten, hvis man vel at mærke ikke har drivet ud over kanterne og ind i skoven.
Det er en tilgivende arkitektur, der øger fornøjelsen ved at spille. Alene udsigten fra første teested ned ad fairway gennem skoven er en oplevelse værd – og minder i øvrigt utroligt meget om første hul på PGA Catalunya-banen ved Barcelona.
Efter den smukke naturoplevelse forstår man godt, at Tim og Helene Christensen har foretrukket Golf de Durbuys kvaliteter som deres hjemmebane, når de skal slappe af fra arbejdet i La Grande Cure, der ikke kun er det perfekte ”stop over” for bilende turister på vej mod Frankrig, men har også kvaliteter til et normalt ferieophold af længere varighed.
Tre råd til rejsen:
Historien er leveret af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”
