50 års jubilæum
Selvom der tre gange er spillet European Tour-turneringer på Forsgården, hvor Thomas Bjørn i 1996 førte Volvo Scandinavian Masters efter to runder, er Kungsbacka det mest interessante valg i golfbakken, fordi hullerne varierer mere på Kungsbacka, end de gør på Forsgården. Det er faktisk svært at finde en bane, der med hensyn til designmæssig fantasi matcher Kungsbacka, der både byder på parkhuller, flade seasidehuller og kuperede skovhuller.
Den 18. december 1971 blev Kungsbacka Golfklubb stiftet, så klubben kunne altså fejre 50 års jubilæum den 18. december sidste år. Lidt pudsigt opstod klubben, fordi en kommunal, ordførende embedsmand, Josef Broberg, i en artikel i det lokale avis Norra Halland foreslog, at en historisk landbrugsejendom, Hamra Gård, ville egne sig perfekt til en golfbane. Det forslag blev fremsat, fordi Särö kommune nogle år forinden havde købt Hamra Gård, hvis afdøde ejer, Henning Kraft, i sit testamente havde bestemt, at gården skulle anvendes fritidsaktiviteter efter hans død.
Golfbaneideen fængede straks hos både fremsynede folk fra Kungsbacka og Särö, og med erfarne golfspillere fra bestående, lokale klubber i den første bestyrelse lykkedes det at komme i kontakt med én af datidens førende, europæiske golfbanearkitekter, englænderen Frank Pennink. Han havde på dét tidspunkt allerede designet allerede designet én svensk bane, Stora Lundby og udbygget Tylösand, men ikke mindst tegnet anerkendte baner som Woburn i England, Don Pedro (Villamoura II) i Portugal og Royal Selangor i Malaysia.
12 år med 18 huller
I første omgang var der kun plads til 13 huller, som stod klar til brug i sommeren 1974. Først to år senere lykkedes det bestyrelsen at forhandle sig til et areal fra en nabogård til Hamra Gård, så klubben fik en 18 hullers-bane, som kunne indvies i sommeren 1978. På det tidspunkt havde klubben 900 medlemmer og en venteliste på 1000 personer! Det betød, at tanker om at bygge en 9 hullers-bane så småt begyndte at spire, men da det kneb med at finde et areal i sammenhæng med 18 hullers-banen, kom der til at gå hele 12 år, inden en sådan handel kunne falde på plads.
9 hullers-banen - hovedsageligt med skovhuller og med svenske Tommy Nordström som arkitekt - blev åbnet i 1990 under navnet Nya Banan. Samtidig fik 18 hullers-banen navnet Gamla Banan, der allerede dengang havde udviklet sig til et tilløbsstykke med hensyn til greenfeespillere. Det skyldtes ikke mindst, at banen fik særdeles stor opmærksomhed, da den i 1986 lagde græs til et mestermøde mellem Sveriges fire bedste professionelle herrespillere, Anders Forsbrand, Mats Lanner, Ove Sellberg og Magnus Persson.
Det store antal greenfeespillere skyldes banens meget afvekslende og dermed meget udfordrende karakter både teknisk og taktisk. Banen starter med fem klassiske parkhuller efterfulgt af syv seasidehuller og fire kuperede skovhuller, inden den slutter med yderligere to parkhuller. Temmeligt usædvanligt begynder og slutter banen med et par 3-hul. På et tidspunkt blev samtlige 18 greens i øvrigt ombygget efter mere moderne principper med hjælp fra den engelske banearkitekt Peter Chamberlain, som dermed øgede han banens sværhedsgrad betydeligt.