Gut Kaden Resort

Fra røverkule til golf-mekka

Gut Kaden Golf und Land Club er et gammelt herresæde nord for Hamburg med en broget historie bag sig. Det nyder stor popularitet blandt danske golfspillere, men har også haft besøg af Tiger Woods og andre verdensstjerner

Den gamle røverkules danske forbindelser afslører sig allerede ved ankomsten, hvor den venlige receptionist, Nicole von Rumohr, modtager gæsterne på flydende dansk.

Forklaringen er, at receptionisten har boet og arbejdet i København i flere år. Og med tilfredshed i stemmen kan hun berette, at omkring 20 procent af de golfspillende gæster på Gut Kaden-resortet er danskere.

Men stedet nyder ikke kun popularitet hos danske klubgolfere. Også de danske professionelle spillere med Thomas Bjørn i spidsen har gennem årene gået mange runder på Gut Kaden, der i syv år var værtsbane for Deutsche Bank Players Championship på European Tour.

Englænderen Lee Westwood har banerekorden på stedet med en runde i 61 slag, og foruden Westwood har andre stjernenavne som Henrik Stenson, Bernhard Langer, Padraig Harrington og sågar Tiger Woods indskrevet sig som vindere på Gut Kaden Golf und Land Club.

Broget historie

Som et af Holstens ældste herresæder har Gut Kaden 30 kilometer nord for Hamburg tæt på den lille by Alveslohe en meget broget og også blodig historie bag sig.

I det 14. og det 15. århundrede var området nord for Hamburg og Kiel kendt for sine brutale røverbaroner. Blandt dem var Bruneke von Alverslo, der også gik under navnet von Kaden. Han blev bl.a. berømt for en krigserklæring mod Hamburg i 1403, inden parterne sluttede fred fem år senere.

I 1490 blev Gut Kaden en del af en byttehandel mellem den danske Kong Hans og grev Friedrich af Slesvig-Holsten. Og få år senere i 1496 byttede greven Hans von Ahlefeldt sig til Gut Kaden i en handel med den danske konge, der i stedet fik en masse land i det nordlige Slesvig-Holsten, mens von Ahlefeldt overtog Gut Kaden med store skovområder og otte store gårde i Alveslohe, inden greven faldt i kamp i Hemmingstedt i 1500.

Von Ahlefeldt-familien og andre adelsslægter besad Gut Kaden indtil 1808, da endnu en dansker, Lars von Benzon, kom til at præge stedets historie i en stormfuld periode, da 57.000 svenske, russiske og preussiske tropper hærgede området i kamp mod den franske kejser Napoleons hær.

Von Benzon-familien flygtede til Femern, hvorefter Gut Kaden var i Georg Graf von Platen-familiens besiddelser indtil tandlægen Dr. Eckhard Thiem fra Hamburg købte Gut Kaden i 1981. Mens sælgeren Georg von Platen emigrerede til Canada og her opkøbte farme, forsøgte Hamburg-tandlægen at redde økonomien ved at anlægge en 9 hullers golfbane.

Kreditor tog over

Hamburg-tandlægens redningsforsøg mislykkedes, hvorefter Deutsche Bank som den store kreditor overtog Gut Kaden som den nye ejer i 1989. Set med golfbriller var det en god redningsmand, fordi Deutsche Bank så mulighederne i at udvikle Gut Kaden yderligere som et attraktivt golfresort.

Både bygningerne og banen på resortet blev renoveret, og i 1992 var Gut Kaden-banens 18 huller første gang værtsbane for den internationale turnering Honda Classic. Efter udvidelsen til 27 huller blev Gut Kaden på skift med St. Leon-Roth værtsbane for European Tour frem til 2007.

I 2012 solgte Deutsche Bank Gut Kaden til erhvervsmanden Dr. Lutz Peters fra Hamburg, der straks indledte en udbygning med en helt ny hotelfløj bygget i stil med de gamle bygninger på stedet. Byggeriet med 40 værelser, konferencelokaler, spa og wellness stod klar til brug i 2015, mens herresædets gamle hovedbygning lægger lokaler til to hyggelige restauranter.

Siden har Gut Kaden ikke været vært for store internationale turneringer, men er til gengæld steget i agtelse som resortbane for almindelige golfturister.

Præget af Pinnau

Gut Kaden-resortet spreder sig over 180 hektar med en smuk blanding af træbevoksning, der gør især A og B-sløjferne til en decideret parkbane, præget af Pinnau-floden, hvis forgreninger løber igennem hele resortet og med søer og åer skaber en masse strafområder med vand i spil.

Mens A og B-sløjferne som resortets mesterskabsbane ligger flettet ind i hinanden, så ligger C-sløjfen som den nyeste lidt mere isoleret i det åbne landskab, men absolut som en sløjfe, der kvalitetsmæssigt matcher de to gamle. Fælles for alle tre sløjfer er afslutningen ind over vand til sidste green foran resort-bygningerne.

C-sløjfen er den længste af de tre med 3.342 meter fra backtee mod 3.338 meter på B- sløjfen og beskedne 3.090 meter på A-sløjfen, hvor par kun er 35 mod 36 på de to andre sløjfer.

Generelt er både fairways og greens meget velplejede, og foruden de mange vådområder identiske med strafområder er der et forholdsvist stort antal bunkers med hele 54 på B-sløjfen, 35 på C-sløjfen og begrænsede 25 på A-sløjfen.

Svære signaturhuller

Allerede på A-sløjfens første hul, par 4 på kun 304 meter, er der et tværgående vandløb i spil før green. Visuelt er par 3-hullet 6 på 168 meter sløjfens smukkeste hul, mens hul 9 på 455 meter par 4/5 fortjener betegnelsen signaturhul, hvor man i udslaget over vand skal finde en forholdsvis smal fairway og kalkulere med et oplæg før indspillet over mere vand til green foran klubhuset.

På B-sløjfen er det par 3-hullet 3 på 182 meter, der tager prisen som det visuelt smukkeste hul, mens det meste af sløjfen nærmest må karakteriseres som park- og skovhuller. Også her er par 5-hullet 9 på 477 meter en god kandidat som et signaturhul, hvor der skal navigeres efter en bæk, der flankerer fairway hele vejen på et dogleg venstre-hul, der slutter med en ø-green foran klubhuset.

C-sløjfen er ikke så præget af de våde strafområder som de to øvrige sløjfer. Der er dog vand i spil på både par 3-hullet 2 på 187 meter, par 4/5-hullet 3 på rekordlængden 520 meter (backtee) og til dels par 4/5-hullet 6 på 493 meter. Som det er tilfældet med de to andre sløjfer, afsluttes også C-sløjfen med et par 4-hul, hvor ø-greenen foruden søen er beskyttet af et par store bunkers.

Gut Kaden med det danske præg i fortiden ved Kong Hans og Lars von Benzon i den lange og dramatiske historie er absolut et besøg værd, hvilket mange danskere som nævnt har fundet ud af – inklusive de 20 mand fra Lübker Golfs erhvervsklub, som Golfmagasinet løb ind i på besøgstidspunktet.

Book din golftur til Gut Kaden Resort


Historien er leveret af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”