Humor har de masser af i Nordirland, og når den så kombineres med lidt stolthed over at have fostret en af verdens suverænt bedste golfspillere, kan man ikke fortænke dem i, at der går lidt ”Hollywood” i den under vores besøg i Rory McIlroys barndomsklub, der ligger i en forstad til Belfast med udsigt over fjorden Belfast Lough, hvor Stena Lines færger konstant krydser hinanden på vej til og fra England.
Nordirerne er et gæstfrit folkefærd, der med stor glæde og entusiasme er parat til at dele fornøjelsen af mere end 100 golfbaner af hvilke mindst en tredjedel er af meget høj international klasse.
Til sammenligning er der 180 golfbaner i Danmark, men arealmæssigt er Nordirland med 14.000 kvadratkilometer kun en tredjedel af Danmark med en befolkning på kun 1,8 millioner.
”Nordirland – made for golf” er et passende slogan for et landeområde, der både kan byde på mere almindelige resort- og parkbaner, men ikke mindst også på de berømte linksbaner ”Northern Ireland style” – stærkt inspireret af de gamle golfbanedesignere fra golfsportens moderland Skotland.
I årtier rasede borgerkrigen i Belfast, men da nationalisterne og unionisterne i 1998 indgik en skrøbelig fredsaftale, var der mange i Nordirland, der åndede lettet op. Ikke mindst golfindustrien. Under overfladen eksisterer ufreden stadig. Under en rundtur i Belfast kan drengebander ses kaste med sten efter hinanden fra hver sin side af gaden, og områder i byen spærres af med jernporte ved nattetide.
Men freden har fået fodfæste, og det er særdeles velset i største dele af den golfglade befolkning, for hvem golfsporten er en stærkt integreret del af kulturen i langt over hundrede år. Holywood Golf Club er Golfavisens første stop på en rundtur, hvor vi får besøgt barndoms- og hjemmeklubberne for både Rory McIlroy, den kommende Ryder Cup-kaptajn, Darren Clarke, og deres lidt mindre kendte landsmand, Michael Hoey, der dog har vundet flere sejre på European Tour, mens de to førstnævnte har henholdsvis fire og en majorsejr i deres golfbælte.
Straks ved ankomsten til Holywood Golf Club fornemmer man McIlroy-atmosfæren, der forstærkes ved synet af det lille hjørne, der er indrettet som museum mellem restauranten og klubbens administrative lokaler.
I en fotoseance overtaler vi klubbens direktør, Paul Gray, til at lægge hånd på McIlroys skulder. Det er ikke svært, for de to kender hinanden særdeles godt. Gray var trænerassistent for headpro Michael Bannon, da denne havde fornøjelsen af at blive McIlroys første træner – hvilket han stadig er, selv om han nu arbejder som headpro i en anden nordirsk klub.
-Jeg har spillet med Rory McIlroy mange gange i hans drengeår her i klubben. Han besøger os altid, når han er hjemme i Nordirland, og faktisk var han her i klubben dagen før, han pådrog sig den famøse skade ved fodbold med vennerne, der satte ham ud af spillet i to måneder, siger den 41-årige Paul Gray.
Allerede fra 5-6 års-alderen havde Rory McIlroy sin daglig gang i klubben, hvor hans far, Garry McIlroy, havde jobbet som barmanager i klubbens restaurant, mens bedstefaderen Jimmy var aktivt medlem af klubben.
For knægten Rory var det et stort problem, at klubbens vedtægter ikke tillod medlemmer under 12 år, så hans golfmæssige udfoldelser i de første par år foregik i klubbens store restaurantlokale, hvor han mellem borde og stole flittigt slog til plasticbolde med en plastickølle i passende størrelse.
Knægten Rorys åbenlyse talent var ifølge Paul Gray den direkte årsag til, at klubbens bestyrelse besluttede at sænke aldersgrænsen fra 12 til otte år, så Rory og andre jævnaldrende talenter kunne få seriøs golftræning på klubbens anlæg.
Rory McIlroys forældre bor stadig i Holywood og er medlemmer af klubben, der har 970 medlemmer, af hvilket kun de 600 er aktive. Men Paul Gray er ikke et øjeblik i tvivl om Rory McIlroys betydning for den lille klub i udkanten af Belfast.
-Tidligere havde vi en del greenfeespillere fra England og Skotland, men langt hovedparten af de besøgende greenfeegæster er nu fra USA og Canada – rundt regnet 1.000 om året. Og det skyldes naturligvis, at alle gerne vil se, hvor Rory startede sin karriere, siger Paul Gray
Hvis det er Holywood-banen, der har lært Rory McIlroy at tackle en vanskelig golfbane, kan det i hvert fald ikke være de første ni huller, der har noget af det blideste park-look, der overhovedet findes i hele Nordirland.
Her er brede fairways og kun meget lidt rough, mens flere af hullerne er parallelle. Den lidt kedelige oplevelse løftes dog med de to par 3-huller, der begge er superflotte og rigtig gode golfhuller med længder på henholdsvis 170 og godt 100 meter.
Men banens to halvdele er som nat og dag på en forholdsvis kort bane, der kun måler 5.400 meter par 70 – og pudsigt nok helt uden par 5-huller på bagni og kun et enkelt par 3-hul.
De første seks huller på bagni kræver virkelig, at man er i stand til at holde tungen lige i munden og svinget i ave. Fairways er meget skrå med en række svære indspil til greens på et meget højt beliggende område med en fantastisk udsigt over Belfast Lough.
Selv om afslutningen på hullerne 16 til 18 er lidt tam, begynder man at forstå, at også den bane kan være en udfordring for en spiller som Rory McIlroy, omend han i de fleste tilfælde vil myrde banen med 10 slag under par.
For en gang skyld var dette Nordirlands besøg møntet på helt almindelige indlandsbaner, selv om egnen er mest kendt for de berømte linksbaner Royal County Down (hvor Søren Kjeldsen vandt Irish Open i år) og Royal Portrush, der ser frem til igen at blive værtsbane for British Open i 2019.
Fra Holywood går turen til Galgorm Castle Golf Club tæt på byen Ballymena, hvor vi får lov til at deltage i en pro-am som optakt til en af de største afdelinger på Challenge Tour med bl.a. fem danske deltagere og kendte Europatour-spillere som Peter Lawrie, Damien McGrane, Manuel Lara, Philip Price og ikke mindst Michael Hoye, der har vundet flere Europatour-turneringer og nu er ambassadør for Galgorm Castle GC.
Michael Hoey huskes for sejren i Dunhill Links Championship i skotske St. Andrews i 2011, hvor han besejrede Rory McIlroy med to slag. Men desværre for de lokale tilskuere i Galgorm klarede han ikke cuttet på Challenge Tour. Med 40.000 tilskuere og et stort og flot setup må det være den største og mest besøgte afdeling på Challenge Tour.
Galgorm-banen er en decideret parklandsbane meget lavt beliggende og med en bred å, der slynger sig igennem mange af hullerne som den mest interessante feature. Til lejligheden var banen svært sat op med lang og saftig semirough og meget hurtige greens.
Med en længde på 6.200 meter fra backtee par 72 er Galgorm-banen et godt bevis på, at Nordirland er andet og mere end de berømte linksbaner.
Som det er tilfældet med Galgorm Castle er også Dungannon Golf Club sydvest for Belfast et godt eksempel på en seværdig parkbane par 72 på beskedne 5.500 meter.
På samme måde som Holywood har også Dungannon sin ejen stjerneambassadør i skikkelse af British Open-mesteren fra 2011, Darren Clarke, der er vokset op i Dungannon og har repræsenteret klubben, indtil han fornylig lod sig overtale til at repræsentere Royal Portrush længere nord på, hvilket ikke var lige populær blandt alle i Dungannon.
Det ændrer dog ikke ved, at Darren Clarke er særdeles synlig i Dungannon, hvor hans kontrafej hænger over indgangspartiet til klubhuset. Undervejs har Clarke også redesignet flere af hullerne, og banens signaturhul 9 på 145 meter er tilmed døbt Darren Clarke-hole. Bolden skal carry hele vejen over en vandhazard, så denne banetester vil huske Clarke og hullet for en ret god birdie!
Parkbanen byder på en blød start med nogle huller designet parallelt, indtil banen ændrer karakter fra hul 8 og fremad. Den resterende del af banen byder på nogle spændende og udfordrende huller, men også nogle blinde slag, der dog ikke er urimelige.
Det golfmæssige højdepunkt på dette Nordirlands-besøg er opholdet på Lough Erne Resort og spillet på den fantastiske Nick Faldo-bane, der åbnede i 2010 og allerede er udpeget til vært for Irish Open på European Tour i 2017.
Lough Erne Resort er opkaldt efter den store Erne-sø (lough), der giver denne smukke Faldo-bane karakter som en af Nordirlands bedste mesterskabsbaner, hvor runden på 18-hullersbanen starter og slutter foran det 5-stjernede resorthotel. Det ledes af direktøren Andrew Phelan med erfaring fra en lignende stilling i selveste St. Andrews-hotellet i Skotland, hvor drivet fra 17. huls berømte teested går hen over en del af hotellet.
Resort-hotellet med 120 luksuøse værelser, suiter og lodges og en række andre faciliteter blev opført for en halv snes år siden som nabo til Castle Hume golfresort, der tilhører samme ejerkreds i byen Enniskillen i Nordirlands sydvestlige del.
Golfresortet var for to år siden vært for det store G8-topmøde med den amerikanske præsident Barak Obama i spidsen for alle regeringscheferne. Selve topmødet blev i øvrigt afviklet i golfklubhusets lokaler over proshoppen.
Nick Faldo har designet en meget spændende bane på 6.500 meter par 72, nogle huller med brede fairways, andre med meget smalle fairways, men alle med meget store bunkers i green-områderne. På en tredjedel af hullerne er søerne i spil, men hele tiden på en fair måde.
Det forholdsvis korte par 4-hul 7 på 360 meter fra en bakketop ned mod Erne-søen blev berømt, da Rory McIlroy i sin første optræden på banen blev den første til at drive green.
Se golfpakker til Lough Erne Resort
Golfavisens banetester havde en noget speciel oplevelse på banens signaturhul 5, et par 3-hul på 135 meter fra clubtee kaldet Dovecote Carry - med en vandhazard, der strækker sig hele vejen mellem teestedet og green.
Efter et forkert valg af jern havnede udslaget i hazarden, hvorefter den provisoriske bold med en 3-kølle op i modvinden kom fint over lige mod pinden, hvor kun den øverste meter var synlig fra teestedet.
Efter nogen tids søgen fandt min svenske makker bolden i hullet! Golfkarrierens første hole in one på en provisorisk er ikke lige det, man stiler efter. Men en god par blev det da, hvorefter hoteldirektøren kvitterede med en 7-retters menu med udsøgte vine ad libitum – og logi i Lodge 5 suite 1, hvor Barak Obama boede under G8-topmødet!
Historien er leveret af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”
