Bohuslän, med skærgården nord for Göteborg, byder på noget af Sveriges smukkeste natur, og på Sveriges tredjestørste ø, Orust, er det, som om alle herlighederne er ekstra koncentreret.
Her er klippekyst, små fiskelejre, frodige græsmarker, skove med søer, røde træhuse, sejlere, udsigt til andre øer, blomstrende vejgrøfter og meget mere. For hver kilometer, man kører, skifter landskabet karakter, og det er forståeligt, at endagsturister og sommerhusejere er med til at mangedoble antallet af mennesker på øen i sommermånederne.
Populær bane
På et af de smukkeste områder finder du Orust Golfklubb, som er enormt populær fra midt i juni til midt i august. Resten af året er der til gengæld god plads på banen.
Under krisen er klubben gået stik mod tendensen til at spare på personale og banevedligeholdelse. Tværtimod accepterede medlemmerne en kontingentforhøjelse på 1000 svenske kroner, og greenfee blev også sat op sidste år - alt sammen for at kunne gøre banen endnu bedre.
Saltvand i næsen
Heldigvis får man noget for pengene. Omgivelserne er hele vejen rundt betagende og banens vedligeholdelse upåklagelig. Fra næsten alle huller er der udsigt til vand, og en håndfuld huller ligger så tæt på, at man kan mærke saltvand i næsen.
Men på runden kommer man også i højderne og har flere steder udslag mod green eller fairway langt under teestedet. Banen er ikke specielt lang (5698 meter fra gul og 4721 fra rød), men åer og søer suger en del bolde til sig.
I højsæsonen kan medlemmer reservere starttid fem dage før og gæster tre dage før, hvilket i praksis betyder, at klubben må sige nej til nogle greenfeespillere. Nogle sommerhusejere løser problemet ved at tegne helårsmedlemsskab, selv om de kun benytter banen en enkelt måned. Ved køb af golfpakke er man selvfølgelig sikret starttid.