Kolding Golf Club

KOLDINGS FINE GAMLE DAME

De første 45 af sine efterhånden 86 leveår havde Danmarks syvende ældste klub, Kolding Golf Club, kun en 9 hullers-bane. I dag er golfbanen en af de fineste og bedste i Danmark

Det er almindeligt kendt, at Rungsted Golfklub betragtes som »den fine, gamle dame« blandt sjællandske golfklubber, fordi klubben dels holder fortidens fine, gamle traditioner i hævd og dels har en fin, gammel golfbane, som altid har ligget det samme sted. Den jyske pendant til Rungsted Golfklub hedder Kolding Golf Club, der blev stiftet helt tilbage i 1933 og altså har hele 86 år på bagen, og dermed er den syvende ældste i Danmark.

Skønhedsmæssigt ligner Rungsted- og Kolding-banen også hinanden med bløde, lysegrønne fairways mellem alleer af frodige, høje træer. Desuden er det markant, at begge baner gennem årene har fostret gode spillere i massevis, spillere, der prægede dansk amatørgolf, inden der overhovedet fandtes professionelle danske golfspilere. For Koldings vedkommende var det trioen Kjeld Friche, Klaus Hove og John Jacobsen i 1960’erne 1970’erne. Allerede i 1966 var Friche og Hove med på det danske juniorlandshold, der sensationelt vandt guld ved europamesterskabet - de første danske guldmedaljer på internationalt plan nogensinde. Som seniorer vandt både Friche, Hove og Jacobsen det individuelle danske mesterskab.

Et andet fremtrædende medlem skal også nævnes, nemlig Thomas Nørret, der nåede at spille som professionel i 15 år, hvor han vandt en gang på Challenge Tour og kvalificerede sig til European Tour. Han spiller stadig lidt på Ecco Tour, hvor han sidste år præsterede at tangere en gammel banerekord som Thomas Bjørn satte helt tilbage i 1995 med 64 slag.

Se golfpakker til Kolding Golf Club

Skotsk banearkitekt - Kolding Golf Club

Helt nøjagtigt blev Kolding Golf Club stiftet den 24. marts 1933, hvor overretssagfører Knud Hertz blev klubbens første formand - for i alt 14 medlemmer! Dermed havde Dansk Golf Union syv klubber med tilsammen 621 medlemmer!

Det første år havde klubben ikke noget klubhus. I stedet kørte medlemmerne ned til Skovløberhuset i Marienlundskoven, hvor der dengang var daglig servering. Da Kolding kommune imidlertid hurtigt nedlagde kørselsforbud gennem Marienlund, blev det nødvendigt at bygge et lille træklubhus, hvor medlemmerne kunne nyde deres medbragte mad og drikke.
I november samme år blev klubhusbyggeriet vedtaget på en generalforsamling, og allerede i marts 1934 stod det primitive, men smukke klubhus færdigt formedelst en udgift på 3.900 kroner.
Medlemmerne spillede på en forholdsvis kort 9 hullersbane, som var tegnet af den skotske træner Bill Keppie. Når han blev banearkitekten, skyldtes det, at han virkede som træner en dag om ugen i Kolding-klubben. Ellers hørte Keppie til Odense Golfklub, der i øvrigt dengang også kun havde en 9 hullers-bane.
Stort set uden ændringer af betydning bestod Bill Keppies 9 hullers-lay out i hele 45 år, nemlig indtil banen i 1978 blev udvidet til 18 huller af den svenske banearkitekt Jan Cederholm.

Han designede ni nye huller og redesignede fem af de gamle. Hullerne 2, 3, 4 og 5 på den nuværende 18 hullers-bane har kun gennemgået minimale layoutmæssige ændringer, siden Bill Keppie tegnede dem for 86 år siden, og de hører faktisk til banens bedste! Det skal dog bemærkes, at der dengang var tale om åbne huller, som siden har ændret sig til regulære skovhuller med store, tætte træer på begge sider af fairway.

Svære starthuller - Kolding Golf Club

På gamle golfbaner var det ofte normalt, at de 18 huller var opdelt, så man startede med seks lette huller efterfulgt af seks middelsvære huller, inden man sluttede med seks svære huller. Sådan har det imidlertid aldrig været i Kolding, siden banen blev udvidet til 18 huller i 1978. Tværtimod starter man med seks svære huller, hvor det gælder om at spille konservativt, så man sætter sætter så få slag til som muligt fra hul 1 til og med hul 6.
Det hænger meget sammen med, at de mange forskellige slags træer omkring disse fairways i løbet af årene har vokset sig høje og fyldige. Nogle af trækronerne har simpelthen gjort fairways smallere, ja, så smalle, at det f.eks. allerede på hul 1 gælder om at placere sit drive i venstre side af fairway, hvor det yderste træ i højre side fylder så meget i højde og bredde, at man ikke kan slå drivet over det. Det samme gør sig gældende på flere andre huller, som var meget lettere, da de yderste træer til fairways var så meget mindre, at man kunne slå over dem, skære nogle dogleg-hjørner af og gøre hullerne kortere.

Book teetime og golfpakker til Kolding Golf Club

Man har altid skullet spillet Kolding- banen med stor omtanke, fordi den har mange smalle fairways mellem høje, tætte træer. Det er simpelthen med årene blevet endnu sværere at spille banen uden boldtab og strafslag, fordi træbevoksningen har nået nye højder og bredder. Gode, langt slående spillere slår derfor ikke driver ret mange steder på banen, men foretrækker lange jern og spiller dermed, helt bevidst, taktisk positionsgolf. De kan sagtens komme rundt i en god totalscore alligevel, fordi der ikke er tale om en lang bane, idet den, med par 70, kun måler 5644 meter fra backtee.


Artiklen er skrevet af journalist Jens Christensen, der har skrevet om golf i Danmark og world wide siden 1966, hvor han selv begyndte at spille golf i Silkeborg - byen, hvor Danmarks største golfspiller gennem tiderne voksede op. Jens Christensen skrev i 1998 bogen »The Great Dane« om netop Thomas Bjørn. I 25 år arbejdede Jens Christensen for Dansk Golf Unions blad, Dansk Golf. I dag arbejder han for både GOLFavisen, en månedlig tabloidavis, og for GOLFmagasinet, et månedligt magasin.