Det er således bogstaveligt talt to kongelige baner, man spiller i Båstad Golfklubb - men to meget forskellige af slagsen.
Se golfpakker til Båstad Golfklub
Den svenske banearkitekt Tommy Nordström designede Nya Banan, som blev en helt anderledes sag end den klassiske parkbane, briterne Hawtree og Taylor tegnede 60 år tidligere. Hawtree & Taylor-banen blev hurtigt populær i kraft en årlig golfuge, som i øvrigt har fundet sted lige siden. Forskellige kendte spillere, svenske som udenlandske, blev i starten indbudt til golfugen som hold på fire damer og fire herrer, og det betød blandt andet, at to af Europas bedste spillere på den tid, englænderne Henry Cotton og Percy Allis, deltog i den anden udgave af golfugen.
Den første store turnering på banen, det internationale svenske mesterskab, fandt faktisk allerede sted i åbningsåret. Siden har banen lagt græs til mange internationale og nationale mesterskaber. I juni i år gjaldt det f.eks. ESGA Masters, et holdmesterskab indenfor European Senior Golf Association.
Der venter en hyggelig og forholdsvis kort bane, når man står på 1. tee på Gamla Banan side om side med klubbens vartegn, en stubmølle fra 1767, en af Sveriges ganske få tilbageværende stubmøller fra den tid. Møllen stod oprindelig i Jonstorp, men blev i 1885 flyttet til Saxtorp, hvor den stod, indtil den i 1932 havnede i Båstad Golfklubb som en smuk baggrundskulisse for 18. green.
Fra bagerste tee (hvid) måler banen kun 6030 meter og fra forreste tee (rød) kun 4751 meter, så længderne afskrækker altså ikke i forhold til banens par, 72. Vandhazarder i spil findes stort set ikke,
og brede fairways øger spillevenligheden yderligere. Til gengæld volder 170 bunkers problemer, fordi de ligger som strategiske forhindringer både på fairways og omkring greens, hvor der også findes diverse græspukler. Dertil kommer, at syv af hullerne har out of bounds-pæle i den ene side fra tee til green.
Man slutter faktisk runden med det mest spændende hul, par 5, hvor man står på et højtliggende stendige-teested i skoven og slår drivet ud gennem en smal passage i træerne. Det er i hvert fald ikke her, man skal kikse drivet, hvis man har spillet de første 17 huller tilfredsstillende! Indspillet til greenen med den gamle stubmølle som baggrund er intet mindre end fascinerende.