Kungsbacka GK

Afslutningen på Kungsbacka er visuelt smuk, når man står på toppen af bakken i skovkanten med udsigt over klubhus-området

Kungsbacka GK i Halland syd for Göteborg er også kendt som en talentfabrik, der har fostret svenske topspillere som Johan Edfors, Fredrik Jacobson, der nu kalder sig Fred Jacobson på den amerikanske PGA Tour, og Sophie Gustafson, der er en af Sveriges bedste på kvindesiden.

Men også danske greenfeespillere bør føle sig hjemme her, for indtil Halland blev svensk i 1645, var den lille handelsby Kongensbakke - eller Kongsbakke - Danmarks mindste købstad.

Frem til sidst i 1960’erne var Kungsbacka en beskeden landsby, men pludselig eksploderede tilvæksten af byboere fra Göteborg, så den i dag har rundet de 20.000 indbyggere.

Det skabte bl.a. grundlaget for at starte en golfbane, der første gang kom på tegnebrædtet i 1970 ved englænderen Frank Pennink, der er kendt for etablering af gode baner i bl.a. England, Portugal og Kuala Lumpur.

Få tilbud på din golftur til Kungsbacka GK

De første 13 huller fra 1 til 6 og 12 til 18 gennem park og skov blev taget i brug i 1974, og tre år senere var 18 hullersbanen fuldendt med seaside-hullerne 7 til 11, der spilles med udsigt til den svenske vestkyst. Flere af hullerne og greenområderne er senere blevet opdateret af Peter Chamberlain.

Kungsbacka-klubben tilføjede i øvrigt en fuldblods 9 hullersbane par 36 i 1990 signeret den svenske arkitekt Tommy Nordstrøm, og for at fuldende paletten råder klubben også over en 9 hullers pay & play-bane samt en meget velassorteret proshop i det hyggelige klubhus med tilhørende restaurant.

Allerede på første tee skal man lytte til det gode råd om at tage mindst en eller helst to jern mere end normalt for par 3-hullet med en beskeden længde på 130 meter. Problemet er, at green ligger så højt oppe i skovkanten, at bolden triller 20-30 meter tilbage ned ad bakken, hvis den ikke flyves hele vejen til green.

De efterfølgende huller er smukke skov- og parkhuller, indtil man fra par 3-hullet 7 sætter kursen ud mod vestkysten til seasidehullerne, hvor der er out of bounds i spil på både hullerne 8, 9 og ikke mindst par 4-hullet 10, der har status af banens signaturhul med 350 meter og en vandhazard bag om green i indspillet.

Fra hul 11 går turen tilbage imod skoven, men først skal der lige gøres et lille ophold ved halfway house ved 12. teested, hvor man kan proviantere og bl.a. sætte tænderne i en ægte svensk korv med brød, sennep, ketchup og hele tjavsen.

Tilbage i skoven præsenteres man for hullerne 14 og 15, der er deciderede risk and reward-huller for de langtslående med henholdsvis 240 og 247 meter par 4-huller.

Afslutningen på Kungsbacka er visuelt smuk, når man står på toppen af bakken i skovkanten med udsigt over klubhus-området som baggrund for en svær green, der kun ligger 129 meter nede, men er beskyttet af bunkers i venstre og søen i højre.

Greenfee

Gamle Banan
550 SEK alle dage

Nya Banan
275 SEK alle dage

Korthålsbanan
150 SEK alle dage

Golfpakke

1 x overnatning
1 x greenfee

Fra 1100 SEK

Få tilbud på din golftur til Kungsbacka GK

Kildeangivelse: Golfavisen, Frits Christensen