Den sidste af de tre golfbaner, Quinta do Lago Laranjal, ligger lidt uden for selve golfresortet og åbnede i 2009. Golfbanen er mere åben end de to andre og har et mere moderne layout med bølgende fairways, hvorfra vand hurtigt kan ledes bort, store bunkers og greens med runoff-områder.
Laranjal oversættes til appelsinlund, og det var præcis sådan én, golfbanen blev anlagt i. Du spiller golf omgivet af både pinje- og masser af appelsintræer, og det er tilladt at plukke de søde frugter.
Trods golfbanens unge alder blev baneforløbet for nyligt omlagt, så du nu slutter af med et spektakulært par 5 hul, hvor meget kan gå galt, men hvor risikovillighed også kan blive belønnet. Par 3 hullerne er lange, og det ene kategoriseres som Laranjals næstsværeste, og layoutet er virkelig spændende. Man kan sagtens argumentere for at Laranjal er den bedste af de 3 golfbaner, hvis man alene ser på layoutet, men indregner man omgivelserne og helhedsoplevelsen er South nok golfresortets bedste golfbane.
Alle 3 golfbaner byder dog på store oplevelser og har hver sin tilhængerskare.
Læs mere om Quinta do Lago Resort