Martin Laursen - Golf på Costa del Sol

Martin Laursen - En fodboldstjerne som er bidt af golf på Costa del Sol

Den tidligere landsholdsspiller og professionelle i Italien og England, Martin Laursen, nyder at bo på Costa del Sol og spille golf fire gange om ugen.

Mange eks-professionelle fodboldspillere kaster for alvor deres kærlighed på golf, når de slutter fodboldkarrieren. Til dem hører 41-årige Martin Laursen, der på grund af gentagne, alvorlige knæskader måtte stoppe med fodbolden for 10 år siden efter en flot karriere på både det danske landshold og i storklubber som Hellas Verona FC og AC Milan i Italien samt Aston Villa FC i England. I dag bor han på Costa del Sol i Spanien, hvor han, med handicap 10, spiller golf tre-fire gange om ugen – som regel med danske, norske eller svenske venner.

Der er sket meget i Martin Laursens liv, siden han voksede op i landsbyen Fårvang 20 kilometer nordøst for Silkeborg, hvor han som 1. års-ynglingespiller skiftede fra Horn-Fårvang IF til Silkeborg IF, fordi han blev optaget på den midtjyske klubs fodboldcollege. Han kom siden på kontrakt i klubben, men nåede kun at spille 38 kampe på Silkeborg IF´s superligahold og nogle ungdomslandskampe, inden han i 1998 blev solgt til Hellas Verona.

Her spillede han tre sæsoner, inden han blev solgt til AC Milan, hvor han dog havde så svært ved at spille sig på holdet, at han efter tre sæsoner skiftede til Aston Villa, hvor han spillede fem sæsoner – med sæsonen 2008/2009 som højdepunktet, fordi han, som en populær anfører, spillede samtlige sæsonens 38 Premier League-kampe og scorede seks mål – uhørt mange for en forsvarsspiller. Det betød, at han blev udtaget til sæsonens hold i Premier League af den britiske fodboldhjemmeside Skyports.com, og at han både blev kåret som sæsonens spiller i  Aston Villa og som årets spiller (2018) i Danmark.

Find de bedste spanske golfbaner, resorts og hoteller her

Årets fodboldspiller
Martin Laursen debuterede på det danske landshold i marts 2000 og nåede 53 landskampe, inden han i januar 2009 meddelte, at han stoppede på landsholdet for at koncentrere sig om klubholdet (Aston Villa), fordi hans knæ ikke mere kunne holde til begge dele.

I maj samme år offentliggjorde Martin Laursen på et pressemøde i Birmingham, at han stoppede med at spille professionel fodbold på grund af endnu en alvorlig knæskade – en trist og alt for tidlig retræte for den 31-årig elegantier, der året forinden både blev kåret som årets fodboldspiller i Danmark og i Aston Villa.

– Han betaler gerne greenfee – til reduceret pris – med klubmedlemmer og helst på den eksklusive Las Brisas-bane.

Efter karrierestoppet som spiller var han i et år cheftræner for 2. divisionsklubben Søllerød-Vedbæk. Mere blev det ikke til som cheftræner, indtil han begyndte at træne sine to yngste sønner, Anton og Alexander, der spiller på hvert sit drengehold i fodboldklubben Costa Unida i Marbella.

-Jeg nyder virkelig at træne mine to drengehold, henholdsvis mandag-onsdag og tirsdag-torsdag, lyder det fra Martin Laursen, som alligevel får tid til at svinge sine golfkøller temmelig ofte. Det vil han nemlig helst gøre fire gange om ugen – enten ved at slå træningsbolde på en driving range eller ved at spille en runde med vennerne. Dem har han så mange af, at han ikke behøver at være medlem af nogen golfklub. Han betaler gerne greenfee – til reduceret pris – med klubmedlemmer og helst på den eksklusive Las Brisas-bane, hvor han ved 12. green har købt og renoveret et hus, som han flytter ind i sidst i april med sin svenske kone Mia og sønnerne Hugo, Alexander og Anton.

Svensk hjemmeklub
-I oktober 2017 flyttede vi permanent fra Vedbæk til en ferielejlighed, vi i flere år har haft hernede, og det er ferielejligheden, vi til april bytter ud med et hus, forklarer Martin Laursen, hvis ældste søn går i en international skole i Marbella, mens de to yngste går i svensk skole tæt ved deres kommende, faste residens.

Huset i Vedbæk er lejet ud, og det betyder, at familien Laursen ikke har den store tilknytning til Danmark mere og i stedet tilbringer det meste af sommeren i Degerfors i Sverige, hvor hans kone stammer fra.  Her ligger i øvrigt den eneste golfklub, Martin Laursen er medlem af i øjeblikket, Degersfors Golfklubb. Han har tidligere – mens familien boede i Vedbæk – i et år været medlem af Scandinavian Golf Club i Farum.

I den danske sommer bliver det dog stadig til mindst et besøg i Danmark, fordi Martin Laursen f.eks. gerne deltager i den årlige velgørenhedsturnering Stjernegolf, hvor han møder mange af sine tidligere danske fodboldspillerkollegaer – som f.eks. Peter Kjær og Jesper Thygesen. I Spanien spiller han en gang imellem med en anden tidligere dansk fodboldstjerne, Daniel Agger,  som bor i det nærliggende eksklusive golfresort, La Zagaleta.

– Jo, golfen er blevet en stor del af mit liv, siden jeg måtte opgive livet som professionel fodboldspiller. Selvom jeg først og fremmest hygger mig med at spille i gode venners selskab, vil jeg gerne blive endnu bedre og tager derfor jævnligt en lektion hos en professionel golftræner. F.eks. piner det mig, at jeg i år er gået op til 10,6 i handicap, efter at jeg sidste år for første gang havde fået et-cifret handicap – 9,8, lyder det fra konkurrencemennesket Martin Laursen, som har konsulteret den samme træner i det halvandet år, han har haft fast vinterbopæl i Spanien.

Find de bedste spanske golfbaner, resorts og hoteller her

Svær genstart
Martin Laursen slog sine første slag, mens han spillede fodbold i Hellas Verona, fordi golf var en hobby, han gerne ville dyrke, når tiden tillod. Til gengæld spillede han slet ikke i Milan-tiden, men genoptog så hobbyen, da han kom til Aston Villa i Birmingham.

-Flere af Aston Villa-spillerne trak mig med på det fornemme Belfry-anlæg, hvor der er spillet Ryder Cup, og det var jo ikke ligefrem det letteste sted at genstarte som golfspiller. Alligevel fangede spillet mig heldigvis så intenst igen, at jeg har spillet lige siden, og det er jeg glad for. I dag er det først og fremmest golfbanerne på Costa del Sol – eller på Costa del Golf, som Solkysten også kaldes – med mange danske medlemmer, som Martin Laursen boltrer sig på.

Det gør han med et flot, langt golfsving, der passer til hans stadig fine fysik (85 kilo) og store højde (1,90 meter). En vellykket knæoperation i Frankrig har heldigvis gjort, at han ikke har problemer med at gå 18 huller, ligesom han har kunnet kaste sig over det populære, men konditionskrævende boldspil paddletennis – bl.a. sammen med den professionelle golfspiller Anders Hansen, som han af og til også spiller golf med på Las Brisas. Ligesom Martin Laursen snart gør, bor Anders Hansen lige i nærheden af Las Brisas, hvor han er et af syv medlemmer med PGA-status. Jo, Martin Laursen nyder golflivet på Costa del Golf – golfkysten.

Støtte til Goal Station
Martin Laursen har aldrig glemt Horn-Fårvang Idrætsforening, hvor han startede sin fodboldkarriere og spillede, inden han flyttede til Silkeborg IF’s fodboldcollege. Han støtter således et kommende kunstgræsbaneanlæg i Horn-Fårvang IF med et beløb på 50.000 kroner.

Der er tale om en såkaldt Goal Station, en indrammet bane på 600 kvadratmeter med mange træningsmuligheder for både børn og voksne. Golfboxen koster i alt 840.000 kroner, hvoraf Silkeborg kommune betaler halvdelen.

Både Horn-Fårvang IF og Silkeborg IF fik et pænt beløb af transfersummen, da Martin Laursen i sin tid blev solgt til Hellas Verona, AC Milan og Aston Villa.

Få tilbud på din næste golftur til Spanien

Martin Laursen
Fødested: Fårvang
Alder: 41 år
Bopæl: Nueva Andalucia, Spanien.
Familie: Hustru: Mia. Børn: Hugo, Anton og Alexander.
Antal landskampe: 53.
Klubber i Danmark: Horn-Fårvang IF og Silkeborg IF.
Klubber i Italien: Hellas Verona og AC Milan.
Klub i England: Aston Villa
Golfklub: Degersfors Golfklubb, Sverige.
Handicap: 10,6.

Billedetekst: Martin Laursen spiller helst golfrunder på Las Brisas-banen, hvor han snart flytter ind i et hus ved 12. green.


Artiklen er skrevet af journalist Jens Christensen, der har skrevet om golf i Danmark og world wide siden 1966, hvor han selv begyndte at spille golf i Silkeborg - byen, hvor Danmarks største golfspiller gennem tiderne voksede op. Jens Christensen skrev i 1998 bogen »The Great Dane« om netop Thomas Bjørn. I 25 år arbejdede Jens Christensen for Dansk Golf Unions blad, Dansk Golf. I dag arbejder han for både GOLFavisen, en månedlig tabloidavis, og for GOLFmagasinet, et månedligt magasin.