Den kristne helgen San Roque, der levede i 1500-tallet i Cadiz-provinsen med udsigt til Gibraltar kan ikke tilskrives æren for San Roque Club – og dog! Hvis San Roque ikke havde grundlagt byen af samme navn i 1508 (nu 30.000 indbyggere), havde golfklubben næppe eksisteret i dag som en af de mest attraktive klubber i den vestlige del af Solkysten – populært også kaldet Costa del Golf.
San Roque Club er andet og mere end en golfklub, eksempelvis også en rideklub med mange udenlandske (især britiske) medlemmer. Men den vil til stadighed stå lidt i skyggen af den berømte nabobane, Valderrama, der blev verdenskendt i 1997 som den første Ryder Cupbane på det europæiske fastland – i øvrigt med Thomas Bjørn som første dansker på det europæiske hold, der besejrede USA. Faktisk boede Thomas Bjørn og andre medlemmer af det europæiske hold på resortet San Roque Club under hele Ryder Cup-matchen, hvilket man ikke har undladt at minde om i klubbens lokaler.
Et besøg værd
En navnkundig klub som San Roque er altid et besøg værd, ikke mindst på grund af beliggenheden og den smukke natur ved foden af Sierra Bermeja-kæden, hvor bjergene møder havet og udsigten bl.a. byder på Gibraltar-klippen. Etableringen af San Roque, der åbnede med Old Course i 1990, skyldes det japanske selskab Asahi Kanko, der i forvejen stod som ejer af fire golfbaner i Japan.
Japanerne hyrede den walisiske banedesigner og tidligere professionelle spiller Dave Thomas til at skabe Old Course i det smukke landskab med spredt bevoksning af gamle korkege og med søer og vandtrapper i spil på banens sidste ni huller.
Banen er dog siden blevet redesignet af selveste den spanske golfkunstner Seve Ballesteros. Banen fik ret hurtigt ry for at være en af Spaniens bedste nye baner, hvilket i 1995 fik European Tour til i flere år at henlægge finalen på Q School til Old Course. Der skulle dog gå 10 år mere, før banen kom til at lægge græs til den første Europatour-turnering, 2005-udgaven af Spanish Open, der i øvrigt blev vundet af svenskeren Peter Hanson efter et play off med landsmanden Peter Gustafsson.
Om Old Course og New Course San Roque GC
Old Course er en fantastisk bane og er klubbens stolthed. Denne bane er udelukkende for medlemmer, undtagen i visse tidrum i løbet af dagen (12:00 – 14:24), hvor gæstespillere kan få glæde af de skønne fairways. Old Course er kåret som en af de bedste baner i Europa!
New Course opfylder alle betingelser for, at blive en del af eliten i europæisk golf, med den høje tekniske kvalitet, det smukke design og dens fejlfrie detaljer. Banen er let kuperet, med mange vandhazarder og har linkskarakter. Det er bestemt en bane, som ligger langt over standarden i Spanien og Europa, og som giver dig udfordringer og en helt exceptionel golfoplevelse.
Udgivet i samarbejde med: GOLFavisen.dk