Golfanlage Seeschlösschen, det største i Slevig-Holsten, tiltrækker mange danskere - også nogle, som ikke spiller golf. Her er wellness, to restauranter og billigere overnatning end i eksklusive Timmendorfer Strand få minutters kørsel væk.
Man får meget for pengene
Det er en stående bemærkning, når golfspillere taler om deres ture til Tyskland, og få steder passer bemærkningen bedre på end Golfanlage Seeschlösschen - det lille slot. Hos Golftyskland.dk er stedet et af de tre mest populære i vores naboland mod syd, så mon ikke det også gælder dem, der finder frem til Seeschlösschen på anden vis.
Det er forståeligt. For det første ligger anlægget i kort køreafstand fra Danmark - nord for Lübeck og få hundrede meter fra Østersøen og tæt på Timmendorfer Strand, som udstråler en vis eksklusivitet. Men kort køreafstand hjælper ikke noget, hvis standarden på resortet er ringe.