Usædvanlig hulfordeling
Severiano Ballesteros deltog selv i åbningen af golfbanen, hvor han gav prøver på sine nærmest magiske evner med både jern og køller. Umiddelbart indenfor adgangsdøren til klubhuset findes en fotomontage fra nogle huller, han spillede og fra en clinic, han gav i forbindelse med baneåbningen.
Ved den lejlighed afsløredes foran fotomontagen også et bronzeaftryk af Ballesteros’ golfkøllegrip og en statue af ham i midten af en rundkørsel mellem hotellet og golfbanen. Den 600 meter lange tilkørselsvej mellem hotellet og golfbanen hedder - naturligvis - Paseo Severiano Ballesteros.
Dermed må Buenavista Golf i alle henseender være siges at være et smukt mindesmærke for den spanske golfmagiker, som vandt ikke færre ende 91 professionelle turneringer, heriblandt fem majors.
I forbindelse med baneåbningen blev Ballesteros rost meget for sit unikke banelayout, der i øvrigt byder på et en usædvanlig hulfordeling i form af seks par 3-huller, seks par 4-huller og seks par 5-huller.
Fem af banens hullerslutter med en green på klippekanten til Atlanterhavet. Det er hullerne 10, 13, 15, 16 og 17, hvor vindretningen og -styrken spiller en stor rolle med hensyn til sværhedsgraden. Jævnt tit sprøjter Atlanterhavets bølger ind over disse greens, hvor det kan svært at koncentrere sig at putte mellem bølgesprøjterne. Det blæser næsten altid i det nordvestligste hjørne af Tenerife, så man skal absolut ikke forvente at spille banen til sit handicap i første forsøg.
Ballesteros beskrev selv det unikke i banelayoutet ved, at de fleste af hans huller dels byder på alternative spilleretninger, og at der dels forekommer flere akavede slag. Et af sidstnævnte står man faktisk allerede for på 1. hul, par 5, hvor man skal slå tredjeslaget fra et nedadgående fairwayleje over et tværgående vandløb til en lavtliggende green - medmindre man slår andetslaget på greenen.
Fascinerende klubhus
De 18 huller løber dels gennem kuperet og dels gennem fladt terræn, og det er først og fremmest de kuperede huller, der stiller store krav til både taktisk og teknisk kunnen. Efter det lange og svære 1. hul venter banens korteste par 3, der måler beskedne 96 meter fra rød og 122 meter fra gul tee.
Selvom hullet har handicapnøgle 17 og dermed altså rangerer som banens næstletteste, skal man være glad for en par. Det skyldes, at en større tværgående ravine beskytter greenen, og at denne ligger noget højere i terrænnet end teestederne. Undervurderer man højdeforskellen, havner bolden i ravinen. Man skal absolut ikke vove sig ned i ravinerne for at lede efter sin bold mellem kaktusser og andre tornede planter.
Generelt er en del raviner og højtliggende greens i spil på banens kuperede huller. Det betyder, at man skal tænke sig ekstra godt om, inden man slår sine slag på disse huller, hvor præcision betyder mere end længde i slagene.
To af banens bedste huller slutter de to halvdele. Både 9. og 18. hul er par 5 med en kuperet fairway og en vanskelig indgang til greenen, vanskelig, fordi en forkantsø beskytter begge greens. De to huller ligger side og side og slutter begge foran klubhusterrassen og -restauranten, hvorfra indspillene som regel følges med stor interesse. Der er i øvrigt tale om et både smukt og moderne klubhus med en fascinerende udsigt over både golfbanen og Atlanterhavet.
Frodigste region
Buenavista ligger rent geografisk i regionen Daute Isla Baja, Tenerifes frodigste, fordi det regner mere i nordvest end det gør i sydvest, hvor Spaniens højeste bjerg, Teide ikke holder på skyerne - som den gør i nordvest. I luftlinje er der kun 10 kilometer mellem Buenavista del Norte og Teide. Baja-regionens frodighed afspejler sig i øvrigt på golfbanen, hvor de 18 huller er opkaldt hver sin lokale planteart, der ikke findes ret mange andre steder på Tenerife - hvis overhovedet.
Bor man som golfturist i den sydvestlige del af Tenerife, hvad de fleste gør, bør man alligevel unde sig en besværlig og langsommelig køretur forbi Teide til den nordvestlige del og spille Buenavista-banen, fordi den ikke ligner nogen af øens andre golfbaner og derfor udgør en anderledes oplevelse. Specielt den frodige og farverige natur falder i øjnene - både på og udenfor golfbanen.
Er man botanisk interesseret, skal man først og fremmest aflægge et besøg i naturreservatet Teno, som golfbanen grænser op til, men også til La Oratava, en af de kanariske øers ældste landsbyer, der blev grundlagt i begyndelsen af det 16. århundrede efter den spanske erobring af øen. La Oratava er i dag en forstad til Puerto de la Cruz, den største by på nordvestkysten.
Der er 38 kilometer fra Buenavista del Norte til Puerto de la Cruz, som indenfor de senere år har udviklet sig til en moderne ferieby kun 27 kilometer fra Tenerife North Airport, som desværre ingen danske rejseselskaber beflyver i øjeblikket. Fra Tenerife South Airport er der 88 kilometer til Porto de la Cruz.
Book din golfrejse til Hotel Hacienda del Conde member of Meliá Collection