Vasatorps GK

Vasatorp i toppen

Vasatorps TC tæt på Helsingborg er en af Sveriges bedste golfbaner og bliver besøgt af mange danskere hvert år

Vasatorps Golfklubb tæt på Helsingborg er en af Nordens største klubber med tilsammen 54 huller fordelt på fire baner inklusiv to 18 hullersbaner af høj international klasse med en flot historik

Da denne signatur for nylig mødte Danmarks bedste kvindelige golfspiller og OL-deltager, Nicole Broch Larsen, i forbindelse med en træningssamling for landsholdet og pro-truppen i Silkeborg Ry Golfklub, udtrykte hun ærgrelse over, at Ladies European Tour i denne sæson ikke lægger vejen forbi Helsingborg Open.

Det var nemlig her på Tournament Course i Vasatorps Golfklubb, at den stærke dansker i 2015-sæsonen vandt sin første sejr på European Tour. Og mon ikke alle golfspillere kender til den positive fornemmelse at vende tilbage for at spille en turnering på en bane, der har givet gode minder til bagagen?

GOLFPAKKE FRA 795 SEK

Nordens største

Sådan har Nicole Broch Larsen det med Vasatorp. Som hun i øvrigt også har det med Silkeborg Ry Golfklubs mesterskabsbane i Silkeborg, hvor hun sluttede sin amatørkarriere ved at vinde Danish International Ladies Amateur Championship tre år i træk!

A propos Vasatorp kontra Silkeborg Ry har de to klubber det tilfælles, at de råder over to af Nordens største golfanlæg med tilsammen 54 huller.

Mens den jyske klubs baner er fordelt med tre 9 hullers-sløjfer i Silkeborg og en 18 hullersbane plus en 9 hullers pay & play-bane i Ry, så ligger Vasatorps Golfklubbs anlæg samlet en halv snes kilometer uden for Helsingborgs centrum med to 18 hullersbaner (Tournament Course og Classic Course) og to 9 hullersbaner (Allébanen og Västra 9’eren).

Store turneringer

Når det kommer til internationalt kendskab og markedsføring gennem store turneringer kan Silkeborg Ry dog ikke være med, skønt klubben er kendt for Europatour-spillere som Thomas Bjørn og Morten Ørum Madsen foruden internationale turneringer som Ecco-touren og Danish International Amateur Championship.

Faktisk var det på Vasatorp, at golfsporten fik sit gennembrud som tilskuersport i Sverige gennem Europatour-turneringen Scandinavian Enterprise Open, forgængeren for Nordea Masters, der i de seneste år har skiftet mellem PGA of Sweden International Links i Malmö og Brohof-banen i Stockholm.

De store navne

I den tre-årige periode fra 1978 til og med 1980 var det kendte internationale stjerner som Sandy Lyle, den nu afdøde spanier Severiano Ballesteros og australieren Greg Norman, der indskrev sig i historiebøgerne som vindere af SEO på Vasatorp.

Endnu større opmærksomhed fik Vasatorp i 2002, da Sveriges store golf-dronning og verdens dengang bedste spiller, Annika Sörenstam, vandt Compaq Open for øjnene af ikke færre end 60.000 tilskuere.

Tre år med Helsingborg Open på Vasatorp i perioden 2013 til og med 2015 resulterede i sejre til Rebecca Artis, Dewi Claire Schreefel og altså Nicole Broch Larsen.

Af kendte spillere med Vasatorps Golfklubb som hjemmeklub kan nævnes bl.a. europatour-spillere som Joakim Bäckström, Mikael Lundberg og svensk-danskeren Steven Jeppesen. Sidstnævnte står i øvrigt noteret som klubmester i Vasatorp i både 2002 og 2003.

Skanska skubbede på

Vasatorps Golfklubb blev grundlagt i 1973 af den daværende øverste chef for den store Skanska-koncern, Ulf Widerström, der havde opkøbt den store gård Vasatorp, hvor der i dag ikke kun er et ekslusivt golfanlæg, men også et større stutteri.

Den første 18 hullersbane, der i dag er den moderniserede skovbane Classic Course, blev tegnet af Ture Bruce og indviet af den lokale landshøvding Nils Hörjel.

I 1982 og 2000 kom yderligere to 9 hullersbaner til, i dag betegnet som Allébanen og Västra 9’eren, mens den nuværende mesterskabsbane, Tournament Course, blev tegnet af Steve Forrest og taget i brug i 2008.

Classic Course var igennem en større renovering i 2013 i forbindelse med klubbens 40 års jubilæum. Også her var det Steve Forrest, der stod for renoveringen af den gamle bane, der nærmest må betegnes som en kombination af en park- og en skovbane med både løv- og nåleskov, der vækker mindelser om en del klassiske baner i England.

Herligt links-look

Tournament Course er en fremragende mesterskabsbane med linkspræg i et åbent terræn for langt de fleste hullers vedkommende.

Linkspræget registreres som bløde bakker, der flankerer de bølgende fairways mange steder og ofte meget ondulerede greens, der så til gengæld er meget troværdige, faste og hurtige. Til gengæld er roughen pæn høj og sej flere steder.

Der er fem forskellige teesteder på Tournament Course med 63-teestedet som det længste med 6.291 meter fra backtee. Som mellemhandicapper gør man klogt i at spille banen fra det mellemste teested 57, der svarer til normal clubtee med en længde på 5.711 meter.

Efter en forholdsvis blød start melder par 3-hullet 2 sig med en vandhazard parallel med slagretningen til en green 129 meter fremme i to niveauer.

På det efterfølgende par 5-hul skal man vogte sig for et fritstående træ og et tværgående dige i indspillet, mens par 4-hullet 5 er et decideret risk and reward-hul på kun 301 meter.

Der skal drives ud over en sø, så man skal kende sin længde for at vide, hvor man skal skære søgrænsen. For de længstslående må der advares mod at slå efter en meget smal green med et tværgående vandløb umiddelabrt foran. Et fint, men også djævelsk udtænkt golfhul, hvor de grådige straffes og de tålmodige belønnes.

Risk and reward

Efter et par 5-hul 6 med et svært approachslag til green på grund af en masse waste area i højre side af fairway kommer der endnu et risk and reward-hul 8 par 4 på beskedne 271 meter fra clubtee.

Med en vandhazard hele vejen i venstre side parallelt med fairway er det et hul, hvor mange langtslående vil gå efter green i forsøget på at tage vandet ud af spil. Der er en grund til, at hullet er udnævnt til banens signaturhul.

De sidste ni huller på Tournament Course indledes med et 457 meter langt par 5-hul, hvor vanskelighederne består i indspillet med en vandhazard på højre side de sidste 50 meter og igen vandt bag green.

Par 4-hullet 13 på 359 meter med en vandhazard hele vejen i højre side af fairway har fået banens index 1 som et af de sværeste, dels på grund af længden, dels på grund af  et dogleg højre-indspil, hvor grådighed vil blive straffet hårdt.

Den samme sø er i spil til par 3-hullet 14 i højre side af spilretningen, men det er også det sidste hul på banen, hvor der er vandhazarder i spil.

Til flere niveauer

Er man flere golfspillere på forskellige niveauer på en kør selv-ferie, vil en klub som Vasatorps Golfklubb være den perfekte destination på grund af de mange muligheder, hvor lavhandicapperne kan spille Tournament Course og Classic Course, mens der vil være adgang for højhandicappere – også over 36 i handicap – til de to udmærkede 9 hullersbaner.

Vasatorp er ikke et golfresort, men klubben arbejder meget tæt sammen med det nye hotel Radisson Blu Metropol i Helsingborg centrum kun 10 kilometer fra banen, der sælger golfpakker til meget rimelige priser.

Faciliteter

54 huller: Tournament Course par 72, 6.291 meter (63), 5.953 m. (60), 5.711 m. (57), 5.136 m. (51), 4.651 m. (47). Banedesigner: Steve Forrest (Arthur Hills & Steve Forrest). Classic Course par 72, 6.236 meter (62), 5.811 m. (58), 5.353 m. (54), 4.706 m. (47). Banedesigner: Thure Bruce/Åke Persson/Hans Fock/Steve Forrest. Allèbanen (9 huller), par 36. Västra 9’eren (9 huller), par 29.
Klubhus, restaurant, proshop, driving range, akademi.

Greenfee

825 SEK Tournament Course, alle dage
550 SEK Classic Course, mandag - torsdag
675 SEK Classic Course, fredag - søndag, helligdage, hele juli
1170 SEK TC + CC, mandag - torsdag
1275 SEK TC + CC, fredag - søndag, helligdage, hele juli

Golfophold

1 x overnatning
1 x morgenmad
1 x greenfee

Fra 795 SEK

GOLFPAKKE FRA 795 SEK

Kildeangivelse: Golfavisen, Frits Christensen