Skønheden og uhyret

I nordirske golfkredse er man aldrig i tvivl, når talen falder på ’The Beauty and The Beast’. Det er ikke to, men én og samme bane i to forskellige forklædninger afhængig af vejr og vind. En runde på Ardglass-banen er et must, når man besøger County Down.

Det er sjældent, man som rejsende i golf får en større oplevelse af at spille den samme bane i udlandet for anden gang. Det var præcist, hvad der skete for denne signatur med en halv snes års mellemrum!
Pludselig gav det mening, at nordirerne taler henført om ’The Beauty and The Beast’ om den samme bane afhængig af vejr- og vindforhold på den forrevne nordirske østkyst ud til Dundrum Bay.

Da jeg forlod banen første gang efter en runde i storm og regn, var jeg parat til at stoppe med at spille golf! Det var pludselig blevet til en afart af ekstrem sport, der pressede den sidste dråbe af selvtillid ud af ens mindset – og resulterede i et scorekort til dumpekarakter.

Anden optræden på Ardglass-banen blev til et yderst behageligt bekendtskab med ’The Beauty’, godt hjulpet på vej af høj sol, ingen vind og 22 grader. Så bliver man genfødt som golfspiller…

Normalt ville jeg kalde de 18 huller på Ardglass for forbudt-for-børn-område, men i dette tilfælde gav det absolut mening, at omkring 100 børn samme dag som vores besøg slog ud i den verdensomspændende US Kids-turnering for at høste erfaring med en golfbane bygget op på forrevne klipper, dybe kløfter og ’langhårede’ klitter.

Verdens ældste klubhus

Få kilometer fra Newcastle med den berømte Royal County Down-bane ligger den gamle middelalderby Ardglass, der i det 13. århundrede var en driftig handelsby mange år før, Belfast blev grundlagt.

Ardglass var en betydningsfuld havneby, der flere århundreder forinden også blev benyttet af Wilhelm Erobreren, konge af England. Resterne af syv slotte og krigsforter vidner om havnebyens betydning og storhedstid i det 13. århundrede.

Det har naturligvis rod i den middelalderlige historie, når Ardglass Golf Club markedsfører sig med sloganet ”The Oldest Clubhouse in the World.” Klubben har nemlig til huse i en fæstningsbygning fra 1405, opført da en alliance af irere og skotter kæmpede bravt for at smide briterne ud af landet.

Det var dog først i 1896, at det gamle krigsfort blev ombygget til at huse medlemmerne i den nystartede golfklub, der med årene har skabt en unik atmosfære i de gamle lokaler med de tykke mure.

Voldsom udfordring

Betegnelsen spektakulær om golfbanen er ikke dækkende. Layoutet på Ardglass-banen er noget af det mest dramatiske, der kan opdrives med de dybe kløfter, der skal forceres og halvdelen af hullerne, der spilles direkte op i vinden afhængig af vindretningen. Man nægter ganske enkelt at tro, at der kan være vindstille på dette sted. Det var der så næsten – i andet forsøg!

Udsigten hele vejen rundt er fantastisk fra denne bane, der bugter sig rundt om konturerne af Coney Island Bay. Det er den ultimative test for en golfspiller, og flere af hullerne er blandt de mest berømte i Nordirland.

I modsætning til Royal County Down er det på Ardglass-banen hverken gorsebuskene eller de blinde slag, der er problemet, for rough og forhindringer af den art er der ikke så meget af. Til gengæld skal stort set alle lange slag sidde lige i skabet, hvis man skal have en chance for at komme videre og lave en score på hullet.

Alene udsigten fra første teested, hvor man på par 4-hullet slår ud langs med klippekysten, kan pille selvtilliden ud af de fleste. Mange kortslående kan med fordel vælge det sikre slice, lande på 18. fairway (!) og komme videre derfra uden risiko for havet i venstre!

Par 3-hullet 2 på 150 meter fra hvid tee er både berømt og berygtet, fordi bolden skal carry hele vejen over en bred kløft op til en stor green. Generelt er greens store, let kuperede, meget faste og særdeles hurtige hele vejen rundt.

Super par-3huller

Efter de første fem hullers prøvelser langs med kysten, bliver banen en anelse blidere, indtil man når frem til de bagerste ni huller, hvor man igen stifter bekendtskab med Coney Island Bay. Dog skal man først forcere det 480 meter lange par 5-hul 9, der er urimeligt smal i landingsområdet for udslaget næsten uanset længde.

På par 3-hullet 10 på små 200 meter, kaldet The Island, står valget for en mellemhandicapper mellem at risikere et upræcist slag med en driver eller et mere præcist, men for kort slag med en mindre kølle. Et fantastisk golfhul både spillemæssigt og visuelt med den lille kystby Killough som bagtæppe.

Et næsten identisk, men endnu mere dramatisk par 3-hul er 12. på 170 meter parallelt med kysten med en niveauforskel ned til green på 30-40 meter.

Generelt spilles bag-ni lettere end for-ni, og som for at symbolisere dette, er par 4-hullet 18 på kun 310 meter fra hvid tee et af banens absolut letteste huller. Og samtidig et hul som mange langt slående går efter at drive green på grund af fald hele vejen ned parallelt med første fairway.

Ian Baker Finch, der er tidligere vinder af British Open, har sagt følgende om Ardglass Golf Course:
”Dette er en meget dramatisk og smuk golfbane. At gå ned ad 18. fairway med udsigt til den historiske by minder mig om spadsereturen op ad 18. på Old Course på vej mod klubhuset i St. Andrews.”

Clandeboye GC

Clandeboye Golf Club er en af flere golfklubber beliggende på den sydlige side af Belfast-fjorden med god udsigt fra mange af hullerne til færge- og øvrig skibstrafik mellem Nordirland og Skotland/England.

Som naboklub til Rory McIlroys barndomsklub, Holywood GC, kommer det ikke som den store overraskelse, når den lokale golfmanager kan fortælle, at Rory McIlroys far, Gerry McIlroy, arbejdede i Clandeboye som barchef, før han skiftede til et lignende arbejde Holywood GC, hvor sønnen tilbragte det meste af sin barndom.

Clandeboye Golf Club nyder dog betydelig større anseelse i Nordirland end nabobanen med de to 18 hulsbaner, den 6172 meter lange Dufferin Course og den betydeligt kortere Ava Course på 5256 meter.

Den første golfbane på stedet blev etableret i 1930, men først tre år senere blev Clandeboye Golf Club stiftet, hvorefter banen hurtigt fik ry for at være en af Nordirlands bedste indlands-baner i et bakket hedelandskab med spredt bevoksning, der gør banerne fortjent til betegnelsen parkbaner.  

Den oprindelige bane er tegnet af den irske arkitekt, William Rennick Robinson, men anlægget blev i 1969 med respekt for skaberen moderniseret, omlagt og udvidet til 36 huller af den tyske golfbanearkitekt og baron, nu afdøde Bernhard von Limburger, med assistance fra de to Ryder Cup-spillere, englænderen Peter Allis og waliseren Dave Thomas.

Store turneringer

Clandeboye GC har historisk set lagt mesterskabsbanen Dufferin Course til en lang række store turneringer inklusive europamesterskaber for både herrer og damer, den professionelle Challenge Tour og en lang række amatørturneringer i regi af Golfing Union of Irland. Som klub har Clandeboye GC altid været blandt de stærkeste i Nordirland med syv nationale holdmesterskaber.

Under Golfmagasinets besøg i Clandeboye GC var Dufferin Course desværre præget af flere dage med voldsom regn, der havde gjort mange af greens meget bløde og ujævne – og dermed også langsomme og uberegnelige at putte på. Sådan ser de heldigvis ikke ude i hele sæsonen. Til det negative kan også nævnes, at der manglede afstandsmarkeringer og boldvaskere.

Der er heldigvis også mange positive ting at nævne om Dufferin-banen, der fremstår smuk i sit layout med de farverige gorsebuske langs med fairways, som man dog helst skal holde sig fri af. De fleste fairways er smallere end gennemsnittet, men til gengæld meget tilgivende flankeret af bakker.

For-ni med par 35 har kun et enkelt par 5-hul (6), der er banens næst længste med 475 meter, mens hul 8 er hele banens længste par 4-hul med 420 meter.

Plusser og minusser

Efter denne signaturs opfattelse burde klubben omlægge par 4-hullet 3, hvor de 380 meter er stort set umulige at spille for alle andre end elitespillere, der på en god dag kan slå sig fri af vanskelighederne, som de tårner sig op fra teestedet.

For mellemhandicappere er det ’livsfarligt’ at bruge driveren, og selv om man slår et begrænset jern ud kort af problemerne på den ultrasmalle fairway, så er andet slag behæftet med meget stor risiko for, at man ikke kan komme videre på grund af både beplantning og strafområder.

Alle hullerne på bag-ni par 36 er langt mere fair og regulære med par 5-hullet 12 som banens længste med 480 meter, men også med par 4-hullet 18 på 390 meter som en decideret roller coaster og et signaturhul, hvor der skal et rigtig godt drive til, hvis en mellemhandicapper skal undgå at komme i meget store problemer i approachslaget mod green.

Alt i alt er banen at betragte som en pose blandede bolsjer, der helst skal nydes, før man kører videre til de smukke oplevelser og store udfordringer på Ardglass-banen.

Få tilbud på din næste golfrejse


Artiklen er skrevet af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”