Mange sportsgrene
Men Sotogrande er ikke kun golfbaner på højeste niveau. Det er også et område med seks polobaner, to klubber med tennis og padeltennis og flere kajak- og sejlklubber omkring de små laguner.
Initiativet til at udvikle Sotogrande kom tilbage i 1962 fra den amerikanskfilippinske forretningsmand, Joseph Rafael McMicking y Ynchausti, arving til et stort industrikonglomerat og oberst i general MacArthurs stab under Anden Verdenskrig. Obersten sendte sin fætter Freddy Melian fra Ayala Corporation på opdagelse i Europa for at finde et velegnet sted tæt ved havet og med de rette temperaturer.
Da Freddy Melian på sin motorcykel langs med Solkysten nåede til San Roque, var han aldrig i tvivl. Sammen med sine to nevøer, Jaime og Enrique Zobel, tog Joseph Rafael McMicking hurtigt initiativet til dannelsen af det eksklusive Sotogrande sportsmekka, der straks fra start formåede at tiltrække rigmænd og celebrities fra både USA og Europa.
Men i modsætning til de højtprofilerede rigmænd og berømtheder i eksempelvis St. Tropez i Frankrig, blev Sotogrande stedet for de stenrige, der ønskede at holde lav profil og ferie uden for spotlysets skarpe kegle. Blandt beboerne i de eksklusive villaer taltes i de første år præsidenten for First National City Bank i New York, George Moore, der trak andre indflydelsesrige med sig så som den tidligere præsidentfrue Jackie Kennedy, nu under navnet Jackie Onassis, sammen med ægtefællen Aristotle Onassis. Også operasangerinden Maria Callas, politikeren Spiro Agnew, og den tidligere engelske premierminister Tony Blair, havde boliger her.
Medlemskab til boligejere
Oprindelig var det planen, at kun boligejere skulle have adgang til de mange sportsfaciliteter inklusive golfklubberne i Sotogrande-resortet, men det fandt initiativtageren Joseph Rafael McMicking for skørt, fordi ”en golfklub er ikke kun for venner, men også et sted, hvor man møder andre mennesker og skaber nye venskaber.”
For La Reservas vedkommende er det så blevet til, at boligejere på resortet automatisk får adgang til at købe et medlemskab af golfklubben ifølge stedets operation manager, Oscar Checa.
-Vi har 320 medlemmer, der alle er boligejere. Andre har ikke adgang til medlemskab af klubben, men vi tager gerne imod så mange gæstende greenfeespillere som muligt, siger Oscar Cheda. Det er den meget velanskrevne amerikanske banearkitekt, Cabell B. Robinson, der i 2003 har designet La Reserva-banen smukt beliggende som en kuperet parkbane, der straks fra første åbningsdag blev betragtet som en af Spaniens bedste.
-La Reserva-banen kan med sine længder og sine kvaliteter spilles af golfspillere på alle niveauer. Det er ubestrideligt en førsteklasses bane – og det samme er tilfældet for resten af klubbens faciliteter og service, siger den tidligere spanske topspiller, Manuel Pinero, der foruden at være klubambassadør også har vundet otte gange på European Tour og spillet Ryder Cup to gange for Europa. La Reserva-banen har ikke opnået naboen Valderramas berømmelse, hvilket i manges øjne primært skyldes, at der på Valderrama har været afviklet Ryder Cup i 1997 og flere finaler på European Tour Order of Merit – i øvrigt med Søren Kjeldsen som vinder.