Under overfladen eksisterer ufreden stadig. Under en rundtur i Belfast kan drengebander ses kaste med sten efter hinanden fra hver sin side af gaden, og områder i byen spærres af med jernporte ved nattetide.
Men freden har fået fodfæste, og det er særdeles velset i største dele af den golfglade befolkning for hvem golfsporten er en stærkt integreret del af kulturen i langt over hundrede år. Og heldigvis er nordirerne er gæstfrit folkefærd, der med stor glæde og entusiasme er parat til at dele fornøjelsen af mere end 100 golfbaner af hvilke mindst en tredjedel er af meget høj international klasse. Til sammenligning er der 180 golfbaner i Danmark, men arealmæssigt er Nordirland med 14.000 kvadratkilometer kun en tredjedel af Danmark med en befolkning på kun 1,8 millioner.
”Nordirland – made for golf” er et passende slogan for et landområde, der både kan byde på mere almindelige resort- og parkbaner, men ikke mindst også på de berømte linksbaner ”Northern Ireland style” – stærkt inspireret af de gamle golfbanedesignere fra golfsportens moderland Skotland.
At spille golf på de gamle historiske baner i Nordirland er ikke blot den ultimative naturoplevelse og det tætteste, en golfspiller kan komme på ekstrem sport. Det er også en yderst interessant vandring tilbage i historien, hvor man konfronteres med landets politiske, industrielle og kulturelle udvikling.
Golfavisen har bl.a. besøgt Newcastle- og Ardglass-området syd for Belfast og beliggende ud til Dundrum Bay med masser af forrevne kyster, der resulterer i et dramatisk landskab med golfbaner, hvor der flere steder slås slag hen over dybe kløfter eller høje bakker.
Banerne i området er naturligvis autentiske, som da de blev anlagt i slutningen af 1800-tallet. De fleste af stederne er de så kystnære, at de lokale fredningsmyndigheder næppe giver tilladelse til bare mikroskopiske ændringer. Nøjagtig som det er tilfældet i Københavns Golf Klub i Dyrehaven ved Eremitageslottet.
Royal County Down er en af Nordirlands mest berømte golfbaner, der i 2015 for første gang skal være vært for European Tour-turneringen Irish Open.
Bedømmelsen af golfbaner er subjektiv, men med sit meget kupererede terræn helt ud til Dundrum Bay og bevokset i fuldt flor af velvoksne tornebuske må det være en af verdens smukkeste linksbaner.
The Royal County Down Golf Club blev grundlagt i 1889 af en gruppe indflydelsesrige forretningsmænd fra Belfast. Baggrunden var etableringen af jernbanen fra Belfast til havnebyen Newcastle, hvor der for enden af jernbanen blev opført det pompøse og aristokratiske hotel, der i dag hedder Slieve Donard Resort and Spa.
Her for enden af jernbanen kunne forretningsfolkene og deres familier både pleje de forretningsmæssige interesser og slå fritiden ihjel i weekenden blot ved at krydse vejen fra hotellet over til huset i Royal County Down Golf Club, der netop har fejret 125-års jubilæum. Hotellet er siden moderniseret og udbygget med en eksklusiv spa og wellness-afdeling.
En skotsk skolelærer ved navn George L. Baillie var den ansvarlige for golfbanen første ni huller, der åbnede den 23. marts 1889. Den store entusiasme for projektet førte kort efter til, at man hentede Old Tom Morris – datidens bedste golfspiller og banedesigner – over til Nordirland for at fuldende projektet med en 18 hullers bane.
Budgettet var stramt for Old Tom Morris, hvis medvirken ikke måtte koste ”mere end fire pund.” I løbet af sommeren 1889 tilføjede han hurtigt tre nye huller, mens de sidste seks huller var færdige i løbet af efteråret 1889 og spilleklar i foråret 1890.
Når det lod sig gøre at etablere en klassebane på rekordtid for meget små midler, skyldes det naturligvis det gavmilde terræn, der kunne udnyttes i sin fulde udstrækning. Arbejdet bestod primært i placeringen af teesteder, greens og de rå bunkers, der alle er dybe og ”langskæggede” i kanten modsat mange af de skotske potbunkers.
At European Tour har valgt at lægge vejen forbi County Down i 2015, kan måske undre i betragtning af den sædvanlige politik for krav til banerne, hvor der helst ikke må forekomme såkaldt ”blinde” slag.
Men i dette tilfælde har man altså blåstemplet historien og den kendsgerning, at det kuperede terræn ikke må spoleres. Resultatet er, at verdensstjernerne her vil blive udsat for lidt flere ”blinde” slag end sædvanligt.
Til gengæld får de lov til at spille en fantastisk interessant golfbane, hvor den enkelte spillers evne til at tilpasse sig banens karakter – og ikke mindst vejret på dagen – kan blive afgørende for udkommet. Banen er en par 71-bane på 6.460 meter fra backtee, men dels kan længden muligvis varieres, dels kan sværhedsgraden øges ved at gøre fairways endnu smallere end det er tilfældet i forvejen.
Flere steder er der brug for vejvisere i form af de høje ”sømærker” bag green eller sigtemarkeringer i bakkerne på fairways, og mange steder er valget af teested afgørende for, om en mellemhandicapper når ud over den første bakke og ind på fairway i det smukke, men kuperede klitlandskab.
Blandt de mest interessante huller er par 3-hullet 4 på 180 meter, hvor bolden skal carry hele vejen. Det samme gør sig gældende i udslaget på par 4-hullet 11, hvor man fra gult teested skal kunne bære bolden næsten 200 meter for at kunne forcere den tornebevoksede bakketop.
Par 5-hullet Hul 12 kan om muligt være endnu sværere, fordi drivet også her skal være langt, men endnu mere præcist for at nå ind i fairway på den anden side af bakken. Efter disse to alvorlige prøvelser er resten af hullerne næsten normale, indtil man kommer til par 5-hullet 18, hvor fairway ikke er bredere end de små tilkørselsveje, der sædvanligvis fører til de nordirske golfbaner.
Oplevelsen ved at spille Royal County Down er fantastisk, men også enormt krævende både fysik og mentalt, fordi man hele tiden befinder sig i gætteland omkring banens karakter længere fremme.
Dog vil de professionelle have fordele i at være udstyret med en baneguide præcis på sidste meter.
Få kilometer fra Newcastle ligger den gamle middelalderby Ardglass, der i det 13. århundrede var en driftig handelsby mange år før Belfast var grundlagt. Ardglass var en betydningsfuld havneby, der flere århundreder forinden også blev benyttet af Wilhelm Erobreren, konge af England. Resterne af syv slotte og krigsforter vidner om havnebyens betydning og storhedstid i det 13. århundrede.
Ardglass Golf Club reklamerer med ”The Oldest Clubhouse in the World”. Og man skal være mere end velfunderet ud i historien for at argumentere mod den kendsgerning, eftersom klubben siden starten i 1896 har haft til huse i et af de gamle krigsforter helt ude på klippekanten.
Her fornægter den britiske humor sig ikke. På en lille græsbeklædt tårnruin på to gange tre meter har man opsat et skilt med ”1. hul.” Og ved siden af det rigtige første teested står stadig en af de gamle kanoner fra Middelalderen.
Layoutet på Ardglass-linksbanen er noget af det mest dramatiske, der kan opdrives med dybe kløfter, der skal forceres og halvdelen af hullerne, der spilles direkte op i vinden afhængig af vindretningen. Man nægter ganske enkelt at tro, at der kan være vindstille på dette sted.
Udsigten hele vejen rundt er fantastisk fra denne bane, der bugter sig rundt om konturerne af Coney Island Bay. Det er den ultimative test for en golfspiller, og flere af hullerne er blandt de mest berømte i Nordirland. I modsætning til Royal County Down er det på Ardglass hverken tornebuskene eller de blinde slag, der er problemet, for rough og forhindringer af den art er der ikke så meget af. Til gengæld skal stort set alle lange slag sidde lige i skabet, hvis man skal have en chance for at komme videre og lave en score på hullet.
Alene udsigten fra første teested, hvor man på par 4-hullet slår ud langs med klippekysten, kan pille selvtilliden ud af de fleste. Mange kortslående kan med fordel vælge det sikre slice og lande på 18. fairway uden risiko for havet i venstre.
Par 3-hullet 2 på 150 meter fra hvid tee er både berømt og berygtet, fordi bolden skal carry hele vejen over en bred kløft op til en stor green. Generelt er greens store, let kuperede, meget faste og særdeles hurtige hele vejen rundt.
Efter de første fem hullers prøvelser langs med kysten, bliver banen en anelse blidere, indtil man når frem til de bagerste ni huller, hvor man igen stifter bekendtskab med Coney Island Bay. Dog skal man først forcere det 480 meter lange par 5-hul 9, der er urimeligt smal i landingsområdet for udslaget næsten uanset længde.
Man kan under alle omstændigheder nyde naturen, men hvad nytter det, hvis man er kommet for at spille golf og kun spiller hullet til ende for sjov?
På par 3-hullet 10 kaldet The Island står valget for en mellemhandicapper mellem at risikere et upræcist slag med en driver eller et mere præcist, men for kort slag med en mindre kølle. Selv om hullet ”kun” er 180 meter, spilles det ofte op i vinden, og samtidig ligger det langt under niveau for teestedet. Et fantastisk golfhul både visuelt og spillemæssigt.
Generelt spilles bagni lettere end forni, og som for at symbolisere dette, er par 4-hullet 18 på kun 310 meter fra hvid tee et af banens absolut letteste huller – og samtidig et hul som mange langtslående går efter at drive green på grund af fald hele vejen ned parallelt med første fairway.
Ian Baker Finch, der er tidligere vinder af British Open, har sagt følgende om Ardglass Golf Course:
-Dette er en meget smuk golfbane. At gå ned ad 18. fairway med udsigt til denne historiske by minder mig om spadsereturen op ad 18. på Old Course på vej mod klubhuset i St. Andrews.
Historisk bliver det også, hvis man bevæger sig nord på til Belfast for at besøge Royal Belfast Golf Club, der gør krav på betegnelsen Irlands ældste golfklub dannet i 1881, da Thomas Sinclair blev så betaget af et ferieophold i St. Andrews i Skotland, at han absolut måtte starte en golfklub i Belfast.
Den nye klub blev kongelig allerede i 1885, da Prinsen af Wales tog imod en opfordring til at blive protektor. I dag hedder klubbens protektor Hertugen af York, Prins Andrew.
Det eksisterende layout på den kongelige bane skal tilskrives den meget anerkendte britiske arkitekt H. S. Colt, der i forening med den tidligere Walker Cup-spiller W. A. Murray.
De har præsteret en kombination af en park- og en seaside-bane med fantastisk udsigt fra mange af hullerne til fjorden Belfast Lough, der konstant er trafikeret, af bl.a. færger fra Stena Line, der forbinder Belfast med Skotland, Liverpool og Isle of Man.
I klubbens fyldige pokalskaber findes også Royal Belfest Golf Club Monthly Medals, der regnes for at være det første og ældste golftrofæ i hele Irland.
Ser man bort fra det historiske adskiller banen sig ikke så meget fra de fleste park- og seasidebaner, men den er meget velplejet med mange skrånende fairways, der kan føre til et leje i en tornebusk.
Og apropos tornebuske, så er par 3-hullet 11 efter denne signaturs smag ikke noget godt golfhul. Slaget til green langt over teestedets niveau er totalt ”blindt,” og for ældre mennesker kan det være meget svært fysisk at carry bolden hele vejen, selv om der er tre teesteder at vælge mellem.
Flere af hullerne på den kongelige bane generes også af gennemgående trafik på asfaltvejen til og fra det gamle, historiske klubhus med de mange minder. Men historien laver man ikke bare sådan om på her på disse kanter. Så mon ikke der er smadret mere end en bilrude gennem tiderne?
Historien er leveret af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”
