At European Tour har valgt at lægge vejen forbi County Down i 2015, kan måske undre i betragtning af den sædvanlige politik for krav til banerne, hvor der helst ikke må forekomme såkaldt ”blinde” slag.
Men i dette tilfælde har man altså blåstemplet historien og den kendsgerning, at det kuperede terræn ikke må spoleres. Resultatet er, at verdensstjernerne her vil blive udsat for lidt flere ”blinde” slag end sædvanligt.
Til gengæld får de lov til at spille en fantastisk interessant golfbane, hvor den enkelte spillers evne til at tilpasse sig banens karakter – og ikke mindst vejret på dagen – kan blive afgørende for udkommet. Banen er en par 71-bane på 6.460 meter fra backtee, men dels kan længden muligvis varieres, dels kan sværhedsgraden øges ved at gøre fairways endnu smallere end det er tilfældet i forvejen.
Sigtemarkeringer
Flere steder er der brug for vejvisere i form af de høje ”sømærker” bag green eller sigtemarkeringer i bakkerne på fairways, og mange steder er valget af teested afgørende for, om en mellemhandicapper når ud over den første bakke og ind på fairway i det smukke, men kuperede klitlandskab.
Blandt de mest interessante huller er par 3-hullet 4 på 180 meter, hvor bolden skal carry hele vejen. Det samme gør sig gældende i udslaget på par 4-hullet 11, hvor man fra gult teested skal kunne bære bolden næsten 200 meter for at kunne forcere den tornebevoksede bakketop.
Par 5-hullet Hul 12 kan om muligt være endnu sværere, fordi drivet også her skal være langt, men endnu mere præcist for at nå ind i fairway på den anden side af bakken. Efter disse to alvorlige prøvelser er resten af hullerne næsten normale, indtil man kommer til par 5-hullet 18, hvor fairway ikke er bredere end de små tilkørselsveje, der sædvanligvis fører til de nordirske golfbaner.
Oplevelsen ved at spille Royal County Down er fantastisk, men også enormt krævende både fysik og mentalt, fordi man hele tiden befinder sig i gætteland omkring banens karakter længere fremme.
Dog vil de professionelle have fordele i at være udstyret med en baneguide præcis på sidste meter.