Nordsøbrisen forfrisker i tysk turistparadis

Nihullersbanen i Nordsee-Golfclub ved den største tyske strand i Vadehavet vækker stadig større opmærksomhed blandt golfturister

Den sydvestligste del af den tyske delstat Slesvig-Holsten ligger ud til den tyske del af Vadehavet, der ligesom den danske del af Vadehavet har status af UNESCO-verdensarv.

I sommerhalvåret betyder det masser af turister begge steder, fordi disse byder på mange, lange og flade strande. Den største tyske strand i Vadehavet, Hittsand, er 12 kilometer lang og ligger 80 kilometer fra den danske grænseovergang Rudbøl på halvøen Eidersted med landsbyen Sankt Peter-Ording som det store trækplaster rent turistmæssigt.

Det bugner nærmest af strandhoteller, gamle som nye, i den langstrakte landsby, der løber parallelt med Vadehavet. Hele fire bydele, Böhl, Bad, Dorf og Ording, udgør i dag Sankt Peter-Ording, hvor danske kong Frederik 7. i 1800-tallet var overhoved for det daværende hertugdømme Slesvig, indtil det blev tysk efter det danske nederlag i Den Slesviske Krig i 1864.

Bynavnet med Sankt Peter stammer fra en lokal sognekirke, der blev opført, mens Slesvig i princippet var en del af Sønderjylland. Sognekirken lå i det danske Ulstrup sogn, som senere tog navneforandring til Sankt Peter sogn.

Der er kun omkring 140 kilometer fra storbyen Hamborg til sommerferiebyen Sankt Peter-Ording, og derfor har mange folk fra Hamborg længe haft en sommerbolig i Sankt Peter Ording, der regnes med til det frisiske Caribien, en betegnelse, som også bruges om de tyske ferieøer i Vadehavet, Sild, Föhr og Arnum, der ligesom Sankt Peter-Ording hører til Nordfriesland amt i delstaten Slesvig-Holsten.

En overset perle

Det er først og fremmest den friske Nordsøbrise og de hvide badestrande, der gør Sankt Peter-Ording til et tilløbsstykke, men i de senere år er også golfspillende turister begyndt at finde vej til Sankt Peter-Ording. Det skyldes tilstedeværelsen af en charmerende lille nihullers links i Nordsee- Golfclub Sankt Peter-Ording, en overset perle, selvom den efterhånden har bestået i 52 år, idet den kunne fejre 50 års jubilæum i 2021.

Den forsinkede opmærksomhed omkring Nordsee-banen skyldes dels, at der findes flere 18 hullersbaner i omegnen, og dels at banens stand ikke altid har været tilfredsstillende. Det er den heldigvis i dag, hvorfor stadig flere gæstespillere møder op og går i krig med de spillemæssige udfordringer i klitterne inden for det kraftige dige, der beskytter banen mod oversvømmelser fra Vadehavet i tilfælde af stormvejr fra vest.

Initiativet til golfbanen blev taget i 1970 af en købmand fra Hamburg, Wilhelm Haller, som ville bygge en sommerferiebolig i Sankt Peter-Ording, men det gik hans golfspillende kone kun gå med til, hvis han også byggede golfbane. Det gjorde han så sammen med frivillige hjælpere. Han startede med at forpagte et areal på 11 hektar for 500 D-mark om året i 30 år, og siden blev golfklubben foræret yderligere ni hektar af den lokale dige- og hovedsluseforening. Klubben blev helt nøjagtigt stiftet den 1. september 1971 med Wilhelm Haller som præsident for 21 medlemmer, hvilket han i øvrigt bestred indtil 1988.

I første omgang blev der kun anlagt seks huller, hvoraf de fire lå udenfor diget. Da sekshullersbanen blev spilbar i 1973, var der investeret 300.000 D-mark i projektet. Det blev nødvendigt med mere investering, da de fire huller udenfor diget blev oversvømmet af en stormflod, så de måtte nedlægges og erstattes med fire nye huller indenfor diget. Først da et nyt og større dige blev anlagt i 1978, blev banen udvidet til ni huller. I 2003 blev hulforløbet markant ændret, fordi det skulle passe til et nyt, ottekantet klubhus med plads til en restaurant på førstesalen med panoramaudsigt til banen, diget og solnedgangen i Vadehavet - et så fascinerende sted, at det er svært at løsrive sig fra det.

Anerkendt arkitekt

De nuværende ni huller blev i 2011 redesignet af den anerkendte canadiske, men tysk bosatte, arkitekt David Krause, hvis cv rummer en række kendte, tyske baner med Winston Links ved Schwerin som juvelen, der siden 2012 har lagt græs til Winstongolf Senior Open på European Senior Tour.

Det er også Krause, der har kreeret både 18 hullersbanen Big Apple og ni hullersbanen Big 9 i Golf Club Gut Apeldör ved Hennstedt, som en mængde danskere har spillet feriegolf på. Hennstedt ligger i øvrigt kun 40 kilometer øst for Sankt Peter-Ording. Han har desuden designet 18 huller i Hardenberg Golf Resort, Golfclub Hamburg-Oberalster, Golfpark Gut Deinster Mühle og Golfpark Gut Düneburg samt 27 huller i Golf Gleidingen, Golf Valley München og Golfpark Strelasund. Endelig har Krause renoveret en række ældre tyske baner, heriblandt den gamle klassiske skovbane - fra 1906 - i Hamburger Golf-Club Falkenstein.

I forbindelse med, at David Krause redesignede de gamle ni huller, tegnede han også en baneudvidelse til 18 huller, men af mange forskellige årsager har udvidelsen lade vente på sig, selvom en investor gerne vil bygge et golfhotel i tilknytning til 18 hullersbanen. Der synes dog at være lys forude i sagen, idet de nødvendige myndighedstilladelser forventes at foreligge inden udgangen af indeværende år. Gør de det, vil hotellet og 18 hullersbanen formentlig kunne åbnes i sommeren 2025.

Flere finurlige huller falder - ligesom på andre linksbaner - i øjnene på den den nuværende nihullersbane, hvor de første fire huller ligger øst for klubhuset og de fem sidste vest for. Til finurlighederne hører en dobbeltgreen for 1. og 3. hul og en øgreen på 7. hul. Runden slutter desuden med et iøjnefaldende par 3-hul, hvor man slår teeslaget fra toppen af en klit til en delvis klitomkranset green for foden af klubhusterrassen, hvorfra folk ofte følger slaget med stor opmærksomhed.

Udover klitterne, med marehalm, udgør nordsøbrisen en konstant trussel, fordi man spiller både i medvinds, modvind og sidevind i løbet af runden.

Gigantisk hoteludvalg

Der er næppe tvivl om, at interessen for Nordsee-Golfclub vil stige brat blandt golfspillende turister, når banen - som den eneste på Slesvig-Holstens vestkyst - får 18 linkshuller og et golfhotel.

Indtil da kan golfturisterne vælge mellem et gigantisk udvalg af badehoteller i Sankt Peter-Ording. Til de mest bemærkelsesværdige hører det firestjernede, hypermoderne Hotel Urban St. Peter-Ording, en cigarkasseagtig bygning i tre etager og med en flad tagterrasse med udsigt over Vadehavet, 800 kvadratmeter spafaciliteter, fitnesscenter, hot stone-massage, ansigts- og bodyscrub-behandlinger, restauranten Auntie Clara med regionale retter på spisekortet og to barer.

Hotellet med 90 suiter og værelser ligger direkte på strandpromenaden i bydelen St. Peter Ording Bad og giver blandt andet sine gæster et frikort, der giver gratis adgang til karakteristiske pælebygninger og -broer vinkelret ud i Vadehavet fra stranden - en adgang, der ellers koster tre euro.

Selve stranden er nogle steder tre kilometer bred og så fast og flad, at man kan køre i bil på den - akkurat som på Rømø og Fanø. Det betyder, at der foregår masser af strandaktiviteter. Ikke mindst kite buggy-kørsel hitter blandt unge mennesker, fordi nordsøbrisen i buggy-sejlet giver masser af fart i det trehjulede køretøj - faktisk op til 60 kilometer i timen. Desuden hygger masser af familier sig med drageflyvning på stranden.

Det var som bekendt apostlen Sankt Peter, der ifølge historien vogtede til Himmerigets port. Meget passende er hans navn også forbundet med et lille golf-himmerige: Nordsee-Golfclub.

Læs mere om Urban Nature St. Peter-Ording


Artiklen er skrevet af journalist Jens Christensen, der har skrevet om golf i Danmark og world wide siden 1966, hvor han selv begyndte at spille golf i Silkeborg - byen, hvor Danmarks største golfspiller gennem tiderne voksede op. Jens Christensen skrev i 1998 bogen »The Great Dane« om netop Thomas Bjørn. I 25 år arbejdede Jens Christensen for Dansk Golf Unions blad, Dansk Golf. I dag arbejder han for både GOLFavisen, en månedlig tabloidavis, og for GOLFmagasinet, et månedligt magasin.