Hvis der findes en golfgud, der skulle udpege den bedste beliggenhed til en golfbane – her på Jorden vel at mærke – så kunne han meget vel slå ned på naturparken mellem Alcudia-bugten og Sierra de Levante-bjergkæden på Mallorca. Hvis han vel at mærke var ude i tide...
Sagen er nemlig den, at tyskeren Hans Peter Porsche kom først, og sammen med gode samarbejdspartnere som den amerikanske banedesigner Robert Trent Jons Jr. og direktøren Federico Knuchel har han skabt Club de golf Alcanada, der er et eldorado for naturelskende golfspillere.
Den 73-årige Hans Peter Porsche er barnebarn af Ferdinand Porsche, der grundlagde Porsche-fabrikkerne i Tyskland mellem Første og Anden Verdenskrig. I midten af 1980’erne blev Hans Peter Porsche så betaget af området, at han opkøbte store dele af den gamle naturpark.
Sammen med schweizeren Federico Knuchel, der var chef for det tysk-mallorcinske udviklingsselskab Promoconsult AG, kæmpede Hans Peter Porsche i otte år med myndighederne på Balearerne, inden han fik den nødvendige tilladelse til at gå i gang med byggeriet af sin drømmebane.
Privatbolig ved banen
-Hvis jeg ikke havde spillet golf, havde jeg aldrig mødet Hans Peter Porsche, og så ville Alcanada-banen måske slet ikke eksistere i dag, siger Federico Knuchel, der er præsident for Alcanada-klubben med Kristoff Both som golfmanager.
Hans Peter Porsche er blevet så glad for sin golfbane, at han store dele af året bor i sit private hus på bjergskråningen med udsigt over banen, hvor klubhus, omklædningsrum og restaurant ikke er et nybyggeri, men derimod nænsomt restaurerede lokaler efter en gammel finca på stedet – bygget i tre niveauer med udsigt over Alcudia-bugten.
En hel del golfrunder må det også være blevet til for Hans Peter Porsche, der i sine bedste golfår havde et handicap på 4. Men han sparer også på kræfterne ved at køre banen rundt i sin helt privat eldrevne luksusudgave af en Porsche Cayenne.
Det var afgørende for initiativtagerne til Alcanada-banen, at de fik engageret en banearkitekt med sans for det æstetiske i naturen og med evnerne til at tegne en bane med respekt for det etablerede landskab.
Trent Jones-bane
Ergo hyrede man amerikaneren Robert Trent Jones Jr., der som bekendt for mange i Danmark også er manden bag både Lübker Golf og New Course på Skjoldnæsholm.
Efter de mange års forberedelser stod Trent Jones-værket endelig færdigt til åbning i oktober 2003, og lige siden har banen med den unikke beliggenhed været en af de mest populære på Mallorca og i hele Spanien.
Alcudia-bugten med såvel den gamle by Alcudia som Port Alcudia med alle feriehotellerne og den enorme marina er et yndet sted for især tyske golfturister, der gang på gang har ladet deres stemme høre, når Alcanada-banen er blevet kåret til den mest populære bane i Europa i det tyske Golf Journal.
I den maleriske kulisse mellem bjergene og Middelhavet har Robert Trent Jones skabt en bane, der præcis som Lübker kan spilles med fornøjelse af såvel eliten som klubgolferne, der blot skal kende deres begrænsninger, når det kommer udslaget.
Banen måler fra 5.241 meter (rød tee) til 6.499 meter (hvid backtee), og gul tee på 6.152 meter er nok lige ambitiøst nok for en mellemhandicapper, der kan få mere ud af at spille de 5.645 meter fra blåt teested.
Eneste seaside-bane
Generelt er banen begunstiget med brede fairways og stort set ingen tidkrævende rough. Til gengæld kan de fritstående eller små klynger af træer sagtens komme i vejen og afkræve spilleren et ekstra slag.
Greens er flere steder svært tilgængelige og kræver stor præcision i approachslaget, men til gengæld er de meget troværdige og ikke mindst superhurtige med op til 11 på stimpmeteren.
På banens første seks huller dybt inde i det smukke landskab får man indtryk af en parkbane af den mere barske slags, men fra og med det meget lange hul syv forstår man, hvorfor banen også lanceres som Mallorcas eneste seaside-bane.
Med 22 golfbaner på Mallorca må det siges at være yderst bemærkelsesværdigt i en topografi med vand til alle sider på en ø, der i omfang dækker halvdelen af Sjælland.
Allerede på første teested bliver man så betaget af udsigten op imod bjergene, at man let overser de mange problemer, der tårner sig op på første hul, der noget misvisende kun har index 11.
Længden på 450 meter er ikke det værste på et par 5-hul, men resultatet af tacklingen af hullet afhænger fuldstændig af indspillet over en diagonal kløft med et vandløb og nogle træer, der holder green delvist skjult uanset vinklen ind til hullet.
De alvorlige prøvelser fortsætter på andet hul, hvor der skal præcision og længde på drivet over en hazard for at nå en gunstig position på fairway. Det samme gør sig gældende på hul 3, der dog er 50 meter kortere.
De to par 3-huller på banens første ni huller spilles forholdsvis simple med længder på 160 og 137 uden de store forhindringer, så der bliver god tid til at nyde den enestående natur.
Den fulde nydelse
Den fulde nydelse får man dog først ved ankomsten til teestedet på hul 7, der som banens længste strækker sig fra bjergskråningen højt oppe og 561 meter ned med en formidabel udsigt mod havet og det gamle fyrtårn på en lille ø ude i Alcudia-bugten.
Fra hul 7 til og med hul 13 spilles hullerne næsten parallelt skiftevis ned mod havet og op mod bjergene, dog med de karakteristiske bløde doglegs, som er kendetegnende for et design af Robert Trent Jones Jr.
Når par 4-hullet 8 er ratet som fornis sværeste, kan det kun skyldes den voksne længde på 398 meter, for teknisk set er der langt større sværhedsgrad over hul 9, hvor der skal drives langt og præcist over en hazard blot for at nå ud i fairway på det 374 meter lange hul.
Den aller bedste udsigt fra banen ud over Alcudia-bugten har man fra teestedet på det 451 meter lange par 5-hul 13, inden man på det korte par 3-hul 14 på 145 meter bevæger sig langs med havet på vej ind til de sidste huller.
Tættest på havet kommer man dog på green på hul 16, der som et par 4-hul har en monsterlængde på 418 meter og er ratet som det næstsværeste på banen. Også par 3-hullet 17 – det længste af de fire par 3-huller med 194 meter – kræver lang boldflugt over en bunker, hvis man vil lande på green eller bare forklædet.
Problemet hul 18
Alcanada-banens hul 18 har gennem årene fået megen kritik for at være for kedelig: Par 4 på 325 meter lige ud ad landevejen med fem små bunkers i venstre side fra midt-fairway.
Hvis hullet havde ligget midt i banen, ville man nok ikke falde over ”kedsomheden,” men som afslutningshul på en af Europas smukkeste golfbaner havde man forventet sig noget mere spektakulært. Ingen udsigt til klubhuset, ingen udsigt til bjergene og ingen udsigt til havet.
Men det er tilgivet efter en sublim golfoplevelse, og som golfmanager Kristoff Both siger, så ”arbejder vi på at gøre hul 18 mere spændende.”
Måske skulle man bare stille en kopi af Hans Peter Porsches lille Porsche Cayenne-buggy frem bag green til at bortlede opmærksomheden?
Under alle omstændigheder gør beliggenheden og banens tekniske beskaffenhed, at Alcanada fortjener betegnelsen golfbanernes Porsche-model – ikke mindst efter et besøg i restauranten med en formidabel udsigt fra terrassen over Alcudia-bugten.
Historien er leveret af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”
